Skal man bruge danske eller latinske
udtryk, når man snakker grammatik. Det er vel nok et tilbagevendende
spørgsmål … og problem. Tag nu for eksempel navneordenes køn. På
dansk er der to (grammatiske) køn, nemlig intetkøn og fællesskøn.
Når vi skal til at lære fremmedsprog støder vi så ind i
femininum, maskulinum og neutrum. Det betyder hunkøn, hankøn og
intetkøn, og er sådan set ligetil, men hvad med den anden vej? Jo
intetkøn er da neutrum, men hvad gør du med fællesskøn? Tysk,
engelsk, fransk og latin har ganske vist ikke noget fællesskøn, men
alligevel. Har du måske nogen sinde i skolen lært et anden
grammatisk udtryk for fællesskøn. Strengt taget hedder det vist nok
”utrum”. Det er i hvert fald et latinsk ord (”uter” betyder
”den ene eller den anden”, i modsætning til neuter, ne + uter,
der hverken er det ene eller det andet), og på svensk kalder de rask
væk deres fælleskøn for utrum (første gang jeg så det,
troede jeg, at de talte om ”uderum” ;) ). Og når tyskere lærer
dansk, jo det sker da, så får de at vide, at: ”Es gibt keine
Maskulina und keine Feminina, sondern lediglich das Utrum,
eine Art gemeinsame Form der beiden Geschlechter sowie das Neutrum.”
Jo, da! Så fik vi også lært, at der er noget der hedder ”utrum”.
På engelsk taler de i øvrigt om ”common gender” som de
forkorter til c (f for feminimum/female, m for
maskulinum/male, n for neutrum/neuter – og altså c
for utrum).
Nu ved vi så, at ”det-ord”
er neutrum og ”den-ord” er utrum … det er ganske vist :)
Uter est insanior horem?
(vist nok et citat fra Quintus Horatius
Flaccus (også kendt som Horatius) … men jeg kan under ingen
omstændigheder anbefale Google-oversættelsen, der siger ”Hvilket
er sindssyg Horem”).
No comments:
Post a Comment