Napoleon har skuffet mig!

Her har jeg altid gået rundt og troet, at Napoleon havde opfundet napoleonskagerne, og så viser det sig til min store skræk, at de er opkaldt efter Neapel – af italienerne bedre kendt som Napoli. Der er altså al mulig god grund til at skrive Napoleonskrigene med stort og napoleonskager me lille.

Neapel betyder i øvrigt den nye by. Det kommer fra oldgræsk Neapolis (nea eller νέα = ny + polis eller πόλις = by).

Og nu vi er ved Neapel, så er Se Neapel og dø! faktisk en ældgammel italiensk talemåde. På italiensk (Vedi Napoli e poi muori) indeholder sætningen et ordspil, idet ordet "dø" (muori) udtales ligesom navnet på byen Mori, der ligger i nærheden af Napoli/Neapel. Betydningen bliver så: "Se først Napoli, og derpå Mori" (underforstået: som er langt mindre interessant). Ja, der kan man bare se.

En fed fidus

Jeg fik i dag en mail om, at jeg havde vundet 950 000 amerikanske dollar. Den slags mail får jeg og mange andre naturligvis jævnligt. Fidusen er, at først skal man lige betale for nogle omkostninger, dernæst måske nogle gebyrer, og hvem ved måske diverse skatter og afgifter, og inden man har set sig om er man kommet af med en masse peneg, uden nogen sinde at se noget til den kære gevinst. Lad være med at reagere på den slags – det koster penge og er det rene bondefangeri.

Når jeg skriver om det her er det på grund af den engelske sprogbrug i dagens mail. Der stod nemlig med følgende ordlyd, at jeg skulle henvende mig til deres ”betroede medarbejder”: ”To get your above stated prize, you are advised to contact our fiducial agent immediately with your winning information stated below and personal datas”

Deres “fiducial agent”? Jo tak, kan det siges ret meget tydeligere, at det er en fidus? Det pudsige ved det engelske ord fiducial eller fiduciary er faktisk, at det ud over betroet også i visse sammenhænge kan betyde dækningsløs (eller uden sikkerhedsstillelse). Der er altså åbenbart grænser for, hvor tillidsfuld man bør være. 

Men lad os nu lige se lidt på det danske ord fidus. Vi har fået det via tysk Fiduz fra latin fiducia 'tillid', afledt af fides 'tro'. Det betød altså oprindeligt tillid eller tiltro, og det gør det jo sådan set stadig, men måske navnlig når vi bruger det negativt, som ”jeg har ikke fidus til den mekaniker” = “jeg har ikke tillid til ham”. Først efter 1800-tallet fik ordet fidus betydningen af kneb eller trik.

Måske må jeg lige citere fra et par gamle love:

”fiduciarisk retshandel”

”sikkerhedsstillelse i form af fiducia”

Jeg tror nok, at en fiduciarisk aftale nærmest var(/er) en aftale på tro og love, en gentlemansaftale som man holdt sig til, hvis man var tilstrækkelig ærlig, men altså uden nogen form for egentlig kaution, men nu er jeg jo ikke jurist. Vi er dog under alle omstændigheder tilbage til et begreb, der stammer fra romerretten, og dermed også til en af de engelske betydninger af fiduciary, nemlig uden sikkerhedsstillelse. En formodning der bekræftes af denne definition på fiducia i denstoredanske.dk: ”romerretlig aftale, der indgås i forbindelse med overdragelse af en ting, fx aftale om, at tingen under visse betingelser skal tilbagegives.” Romerretten har spillet en afgørende rolle for den europæiske retsudvikling – navnlig i sydeuropa, men ikke helt uden indflydelse i Norden. Hvordan sådan en fiducia stadig kan virke i praksis kan du læse i den store danskes artikel om møbellån - så får du også den fidus.

Hunden Fido (et navn der også kommer fra fidus) er dog naturligvis stadig trofast og til at stole på.

Og så håber jeg i øvrigt, at du har rimelig fidus til det jeg skriver ;-)

Kanongode accenter

Jeg undrer mig somme tider over, hvorfor vi ikke bruger nogle flere accenttegn i vort skriftsprog. De kan dog være ganske nyttige for at vise, hvor trykket skal ligge i ord, der ligner hinanden. Tag nu for eksempel ”kulturkanonen”. Hvordan kan vi nu vide, om det er en kanón, altså noget meget betydningsfuldt, eller om det er en sang om kultur, altså en kánon, som man kan synge med på.

Oprindeligt var det naturligvis samme ord, men det har fået lidt forskellige betydninger. Den oprindelige betydning var ”rør”, som i ”græsrør”. Vi kan så altid diskutere om det kommer fra græsk (kanon / κανών), arabisk (Qanon / قانون), hebraisk (kaneh / קנה) eller hvad.

Nu er græsrør jo som regel ret lige, så i de tre sprog jeg lige har nævnt fik ordet efterhånden betydningen ”lige” eller ”lige stok” og heraf ”retningslinje”, ”regel”, ”rød tråd”, noget man skal rette sig efter.

Og så er vi der. En kanón (som skydevåben) var oprindeligt ikke stort andet end et rør – via italiensk cannone ('stort rør') fra latin canna ('rør').

Og dem der man synger? Jo det drejede sig oprindeligt om regler for hvorledes man samstemmer forskellige sangstemmer, og det kom så engang i det sekstende århundrede til at betyde kánon (en flerstemmig sang, hvori samme motiv efterhånden gentages i de forskellige stemmer).

Kanonisk, som ved biblens kanoniske skrifter, er de ”ægte” skrifter – dem der er i overensstemmelse med kirkens regler – dem man skal rette sig efter.

Heraf vel også den forstærkende betydning som i ”kanonfuld” og den slags, eller som det betydningsfulde ved en trænerkanon eller fartkanon eller, hvorfor ikke, blogkanon.

Det er både ret og rigtigt, så se at komme ud af røret – at bruge accenttegn (hvor det findes passende eller nødvendigt) er i overensstemmelse med retskrivningsordbogen, altså ret beset kanonisk.


PS: Jeg burde måske have nævnt det engelske udtryk sugar cane, der betyder sukkerrør

Nafta – nyt stof, men ældgammelt ord

Ifølge Wikipedia er nafta (også kaldet råbenzin) et ”mellemprodukt, der opstår ved olieraffinering. Nafta er den vigtigste bestanddel i fremstilling af plast. Det bliver også brugt til at fremstille autobenzin.”

Det er altså et flydende brændbart olieprodukt. Selv om det at køre i biler på benzin er forholdsvis nyt, så er nafta et meget gammelt ord, der kan føres helt tilbage til det gamle Mesopotamien. Ordet forekommer selv i det Gamle Testamente. Desværre ikke i en af de kanoniske skrifter, men i Anden Makabæerbog, som er et apokryfisk skrift og dermed ikke med i den normale danske udgave af det Gamle Testamente (i hvert fald ikke i min udgave). Her er der henvist til en mirakuløs brændbar væske. Lad mig her citere fra den engelske udgave af Anden Makabæerbog, kapitel 2, vers 1-3: ”Neemias called this thing Naphthar, which is as much as to say, a cleansing : but many men call it Nephi.” Jeg kan her afsløre, at der ikke var tænkt på rensebenzin, men snarere på en eller anden form for religiøs renselse.

Ifølge internetleksikonet denstoredanske.dk kommer ordet fra græsk naphtha, men det er nu kun en del af historien. (Ja man skal da ikke tro på alt, hvad man læser – heller ikke selv om jeg har skrevet det!). Og så kaldes leksikonet i øvrigt ”Gyldendals åbne encyklopædi”.

På akkadisk, (efter byen Akkade i Mesopotamien), der er en fællesbetegnelse for de semitiske dialekter, assyrisk og babylonisk, der taltes i oldtidens Mesopotamien, hed det noget i retning af naptu, og derfra gik det så videre til aramæisk: nafta → byzantinsk-græsk: naphta → latin: naphta → dansk: nafta

Betydningen har dog ændret sig en smule, idet det hebraiske ”neft” og arabiske ”naft” nærmest betød/betyder flydende olie, det vil sige ”(jord)olie” eller råolie. Også på dansk er betegnelsen nafta tidligere blevet anvendt om bl.a. råolie.

Det moderne ord nafta indgår nu i ordene naftalen og napalm. Napalm er som bekendt rigtig væmmelig. Det er en millitær form for benzin-gele, der typisk nedkastes fra fly i form af brandbomber, der giver nogle væmmelige brandsår, da de resulterer i en ild, der er praktisk taget umulig at slukke. Fjernsynet viste i sin tid nogle hæslige billeder fra brugen af napalm under Vietnamkrigen. Ordet napalm er sammensat ordene for stoffet naphten og fedtsyren palmitat, der blandet med benzin danner en klæbende gele.

Rundt på gader og stræder!

Da jeg i sidste uge var i Reykjavik boede jeg i Aðalstræti – Adelstræde altså. Hvis vi går langt nok tilbage lander strædet nok i det latinske udtryk ”via strata”, som betyder brolagt vej. I den betydning kom det også i formen ”street” ind i oldengelsk, da de veje som romerne anlagde i England jo var brolagte, som for eksempel Watling Street fra Kent til Nordwales. Nu følger motorvejen A5 stort set samme rute – før romerne var der bare jord- eller markveje. Senere er ordet på engelsk (street), tysk (Straße) og nederlandsk (straat) blevet det almindelige ord for gade på disse sprog (jævnfør i øvrigt også italiensk strada, som i autostrada - motorvej) Det gamle ord gade betød muligvis oprindelig revne, hul eller omgærdet vej (i en by er der jo huse på begge sider). Oprindelsen er dog omdiskuteret, men det er nok i familie med det nederlandske ord gat, som vi kender det fra Kattegat, og som betyder hul. Det oldnordisk ord var gata, og vi kender det også fra tysk, som Gasse – en smal, snæver vej omgivet af et eller ander, som for eksempel huse i en gammel by.

Ud over en snæver gade eller gyde kan stræde jo også betyde et ”forholdsvis snævert farvand, der forbinder to have”. Ja det er jo nok egentligt et helt andet ord, lånt fra (eller i det mindste påvirket af) engelsk ”strait” (snæver, snævring eller gennemsejling) via oldfransk fra latin ”strictus” (stram, snæver), som vi genkender i det danske ord ”strikt”, altså noget der er indsnævret. Selv om street og strait er to forskellige engelske ord, kan det være pudsigt at bemærke, at det nederlandske ord ”straat” også kan betyde både gade og snævert farvand, så den tvetydighed er vi altså ikke ene om.

Nå ja, og hvis du tænker i poker-baner, så taler man der altså om en straight – og ikke om en strait. Det her er for eksempel en straight … Q♣ J♠ 10♠ 9♥ 8♥. Det er lige ud ad landevejen, den brolagte eller befæstede landevej (via strata). Good luck!

PS: det er helt bestemt mindre farligt at spille Yatzy, hvor man kan slå en lille straight eller en stor straight - straight away.

Svanesymbolsprog

Da jeg i sidste uge var i Reykjavik så jeg mange svaner, og det fik mig til at tænke over svanesymbolet. Der findes mange slags svaner, men kun tre af svanearterne ses i Danmark, nemlig knopsvaner, sangsvaner og pibesvaner. Dem jeg så i Reykjavik var sangsvaner. Her er en af dem:

Den bedst kendte i Danmark er derimod knopsvanen. Knopsvanen er Danmarks nationalfugl. Men hvad med Miljømærket Svanen og de fem nordiske svaner, er det også knopsvaner? Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det – og jeg ved det altså ikke. Hvad jeg ved er at de fem svaner står som symbol, for de fem nordiske lande, nemlig Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Jeg er åbenbartikke den eneste der har syntes at dette er at indskrænke begrebet Norden lidt, her i vore dage hvor ”landene” Færøerne, Grønland og Åland har fået øget selvstyre. De 5 svaner gav således i 1985 inspiration til det nye symbol for det officielle nordiske samarbejde tegnet for Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd af den finske kunstner Kyösti Varis. Svanesymbolet er en blå cirkelform som omslutter en stiliseret hvid svane med otte vingefjer, de otte vingefjer repræsenterer de fem nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de tre selvstyreområder Færøerne, Grønland og Åland.

Og så lige et par ord om Skandinavien. I modsætning til ordet Norden er Skandinavien lidt mere gyngende grund. Geografisk set er Skandinavien lig med den store halvø med Norge og Sverige og en del af det nordlige Finland. Rent sprogligt omfatter det fælles danske, norske og svenske ord/begreb derimod (kun) Danmark, Norge og Sverige – og altså ikke resten af Norden. Når udlændinge derimod taler om ”Scandinavia” mener de sommetider Norge og Sverige eller Norge, Sverige og Finland eller Danmark, Norge og Sverige eller Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island eller … eller hele Norden.

Ordet Skandinavien har i øvrigt samme rod som Skåne. Det menes, at begge ord stammer fra den germanske rod Skaðin-awjō, som senere dukkede op i oldengelsk som Scedenig og i oldnordisk som Skáney (jævnfør det latinske Scania). (Vi er altså alle skåninge for Vorherre). Skaðin-awjō betød farlig ø eller skadelig ø – på grund af sandbanker ud for Skåne, der var skadelige eller farlige for sejladsen. Så lad os bare holde os til Norden, det siger dog blot noget om vores geografiske beliggenhed, norden for lov og ret.

Som H.C. Andersen sagde om den grimme ælling: ”Det er ganske vist” - eller var det nu i det der evntyr i ved nok med en lille fjer, der blev til fem – øh – svaner. Eller var det måske otte fjer, der blev til én svane? Og hvilken svane?

PAS på, jeg melder PAS

Mens jeg sad og skrev lidt om et pas på Island, et bjergpas altså, tænkte jeg pludselig, at jeg heller måtte passe på at huske mit pas, når jeg tager til Island om nogle dage – i ved det der rødbedefarvede rejsepas. Nu er det ikke så mærkeligt at både et bjergpas og et rejsepas hedder det samme, for de give begge mulighed for at passere forbi noget. Rejsepasset over grænsen fra et land til et andet og bjergpasset over bjergryggen fra en dal til den næste. Det er altså noget med at passere. Pas (eller pass) betød oprindeligt skridt, som i pasgang, når kameler går i pas. Norsk, svensk og dansk har engang lånt ordet fra middelnedertysk (som så mange andre af vores ord). På fransk hedder skridt i øvrigt stadig pas - ikke at forveksle med det pas der betyder ikke, som i ne … pas. Betydningen rejsepas har vi sandsynligvis også lånt fra tysk, vist som en afkortning af italiensk passaporto, ordret '(tilladelse til at) passere havnen'. Det der med at passere havnen genfinder vi i det engelske passport, det franske passeport og det spanske pasaporte (se pasbilledet).

Hvis vi går tilbage til latin hed skridt passus, det ord har nu fået en lidt anden betydning på dansk, hvor en passus er et kort uddrag af en tekst eller en bemærkning eller ”passage”. Og nu hvor vi er ved andre betydninger kan pas på dialekt stadig betyde ”passende mål” (et skridtmål?) du ved ligesom en passer som man tager passende mål med, eller som når noget skal passe, altså have de rette mål, og derfor skal vi også passe på, altså sørge for at det vi gør er det rette, har de passende mål. Et kompas skal også helst vise i den rette retning – mod målet/med målet (com- eller cum betyder med).

Når man i kortspil melder pas, springer man en melderunde over, man lader retten til at melde passere til den næste spiller. Om det så passer, at det er passende at passe er et spørgsmål om, hvor påpasselig man synes man skal være! Men så kom vi da det skridt videre.