Det aserbajdsjanske alfabet

Jeg faldt lige over et nyt spøjst alfabet. Det aserbajdsjanske. Ja helt nyt er det altså ikke. Det blev senest ændret ved en ny retskrivning af 1992. Det ligner til forveksling det tyrkiske, men har tre ekstra bogstaver, der ikke findes på tyrkisk, nemlig Әə, Xx, and Qq (Det omvendte ə udtales næsten som æ).

Det fulde aserbajdsjanske alfabet ser således ud:

Aa, Bb, Cc, Çç, Dd, Ee, Əə, Ff, Gg, Ğğ, Hh, Xx, Iı, İi, Jj, Kk, Qq, Ll, Mm, Nn, Oo, Öö, Pp, Rr, Ss, Şş, Tt, Uu, Üü, Vv, Yy, Zz (siden 1992 altså).

For en ordens skyld må jeg hellere lige vise et kort over Aserbajdsjan, hvor aserbajdsjanerne bor.

Tykkum, tykkare, …

Hvis I en dag skulle få en indbydelse (på færøsk), der indledes således: ”Innbjóðing til tykkara, sum …”, så har det altså ikke noget med jeres tykkelse at gøre (Hvorfor skulle I dog også være tykkere end så mange andre?) Det betyder blot ”Indbydelse til jer, som …”.

”Tykkare” er et personligt stedord (personligt pronomen). De færøske personlige stedord kan bøjes i nominativ, akkusativ, dativ og genitiv. Det gælder for eksempel anden person flertal (det der svarer til ”I”): tit, tykkum, tykkum, tykkarere (I, jer/Dem, jer, ”jeres”). På dansk kan man ikke sætte er personligt stedord i genitiv. Nar man har behov for det på færøsk, hænger det blandt andet sammen med deres forholdsordsled.

På flere sprog styrer forholdsord (præpositioner) forskellige kasus. Således kan jeg for eksempel fra min latinundervisning huske, at sine styrer ablativ. For mig så jeg Sine styre en balstyrisk hest, der tilfældigvis hed ”Ablativ”. Og fra tysktimerne kan jeg, som sikkert så mange andre, huske en lang remse af tyske forholdsord, der styrer akkusativ. På dansk findes der stadig nogle stivnede eksempler på forholdsord efterfulgt af genitiv, f.eks. ”til søs”, ”til lands” og ”til vands” … det hedder da vist i øvrigt også ”til købs”, men mærkeligt nok ikke ”til salgs”. På færøsk er det stadig således, at ”til” styrer genitiv. Således er ” til tykkara” lig med forholdsordet ”til” efterfulgt af genitiv anden person flertal af det personlige stedord (”tú”).

Tilsvarende betyder ”kom til mín!” - ”kom til mig!”. ”Mín” er her genitiv af ”eg” (jeg). (eg, meg, mær, mín).

Den udlægning bydes hermed til købs både til lands, til vands og til søs … og det endda ganske gratis (til både tyndere og tykkere) ;-)

mæt

Når du nu har stillet sulten, ved du så, hvor du har stillet den henne. Har du måske sat den tilbage i køleskabet. Selv føler jeg mig ofte lidt sat, når jeg har stillet sulten lidt rigeligt, og så går jeg stille med dørene. Oh, så stille der kan blive. ”Ech sinn esou sat!” siger de så på luxembourgsk. Det er nu lidt tvetydigt, for man ved ikke rigtig, om de så har stillet sulten, eller måske snarere har stillet tørsten. ”Ech sinn esou sat!” kan nemlig både betyde ”jeg er så mæt” og ”jeg er så fuld”. En ting står dog fast. Når en luxembourger har stillet tørsten, og det lidt til den gode side, så er han altså ”sat”. Og hvem ved så, om han kan stå eller sidde (der hvor man har sat ham), men måske hellere må ligge. Ja, jeg stiller altså bare et spørgsmål.

Punktummets historie

Vores punktum (.) stammer fra den oldgræske tegnsætning, der blev indført i det tredje århundrede før vor tidsregning af en bibliotekar og filolog ved navn Aristofanes, født i Byzans (det nuværende Istanbul) ca. år 257 før vor tidsregning, og tilknyttet biblioteket i Alexandria (et af antikkens største og mest betydningsfulde biblioteker). Denne tegnsætning havde tre former for punktummer, som jeg desværre ikke har fundet officielle danske navne for, så min undskyldning, hvis jeg burde have kaldt dem noget andet.

Det vigtigste var det ”høje punktum”. På oldgræsk ”στιγμὴ τελεία”, det afsluttende punktum (eller ”endepunkt”, στιγμὴ betyder punkt, og τελεία kommer af τέλος, der betyder ende – dette punktum står altså der hvor enden er nået). Det stod øverst på linjen (˙) og blev brugt ved afslutningen af en helmening, og svarede således stort set til vores punktum.

Mindre indgribende var det ”mellemste punktum”, ”στιγμὴ μέση”, (·) midt på linjen, der blev brugt når man skulle have tid til at trække vejret, og nærmest svarede til vores semikolon.

Endelig var der det ”lave punktum”, ” ὑποστιγμή” ved en kortere vejrtrækningspause, der nærmest svarede til vores komma. Det stod som vore dages punktum nederst på linjen (.).

Også dengang var tegnsætning svært, så i praksis brugte de fleste skribenter kun det afsluttende punktum, altså det høje ˙ og de to andre gled ud af brug eller blev erstattet med andre tegn. Fra det niende århundrede begyndte det lave punktum at optræde i stedet for det høje punktum, og efter at den vestlige verdens bogtrykkerkunst blev opfundet af Gutenberg omkring år 1450, blev det lave punktum det generelle og universelle.

˙·. dermed kan man vel sige, at det er gået ned ad bakke for punktummet ;-).

En fiasko - due fiaschi

Det er ikke altid det flasker sig. Flasken med de dyre dråber kan nemlig såre let gå i stykker. Det er derfra vi har fået vores fiaskoer. Det italienske ord ”fiasco” betyder nemlig flaske, navnlig sådan en med kurvefletning omkring, som italienerne blandt andet sælger chianti i. Her er et billede af sådan en række chianti-flasker. ”Fiaschi”, som de hedder i flertal. Skål, men pas nu på med at drikke for meget chianti. Hvis flasken går i stykker, kunne du gå hen at skære dig på glasskårene, hvilket ville være en fiasko. Du kunne også gå hen at slå dig, og det kan gøre gevaldig ondt at slå sig på flasken. Faktisk kan det blive en meget stor fiasko.

Mit råd må være ”kig ikke for dybt i flasken” - det er nok årsagen til, at de har skjult bunden på de der chianti-flasker.

Måneders flertal

På flere sprog kan man sætte måneder i flertal. Således for eksempel på engelsk. ”Only three Januaries have been colder in the past 43 years”. Det kan man ikke på dansk. Man må jonglere lidt. Fx ”Kun tre år har haft en koldere januar i de sidste 43 år” eller sådan noget. Med ugedage kan vi godt. Vi kan udmærket sige: ”der kan ikke være to lørdage i samme uge”.

Januar er i øvrigt opkaldt efter den romerske gud, Janus. Januar var Janus' måned. Der var det særlige ved Janus, at han havde to ansigter. Ud over det normale også et der vendte bagud. Meget praktisk, for så kunne han for eksempel se, hvad der var sket året før, samtidig med at han kiggede fremad mod fremtiden.

Men nu kom jeg væk fra det sprogligt interessante, nemlig at de latinske månedsnavne er tillægsord (eller adjektiver med et latinsk ord om du vil). Ianiarius betyder strengt taget ikke januar men Janus' (eller vedrørende Janus). ”Mensis Ianuarius” var ”Janus' måned”, hvilket naturligvis ikke forhindrede nogen i at sige, at ”Ianuarius, Februarius, Martius, Aprilis, Maius, Iunius, Iulius, Augustus, September, October, November, December sunt duodecim menses anni. (Januar, februar … er årets tolv måneder).

Det var egentlig det samme med ugedagene. Således var søndagen for eksempel ”herrens dag” eller ”dies Dominica”, der på italiensk er blevet til ”domenica”. Dette ”domenica” kan så naturligvis sættes i flertal til ”domeniche”, såvel som det italienske ”gennaio” (januar) i flertal bliver til ”gennai”. På fransk er herrens dag blevet lidt mere uigenkendelig som ”dimanche”, som dog stadig kommer fra ”dies Dominica”.

Jeg ønsker mig to apriler ;-) (Jeg har prøvet mig en Google oversættelse, der meget overbevisende siger: ”I wish me two apriler.”

Blodmåne og Verdens undergang

Kære venner, nu må vi atter forberede os på Verdens undergang. Sådan ca. påskelørdag (4. april 2015) klokken 14.00 dansk tid (hvis jeg har regnet rigtigt). Profetien bunder i et par bibelcitater, nemlig: Apostlenes gerninger 2:20: “Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og herlige dag kommer.” samt: Johannes' Åbenbaring 6:12: ”Og jeg så: Da Lammet brød det sjette segl, kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sæk, og hele månen blev som blod”. Der er altså åbenbart tale om en blodmåne.

Blodmåner er måneformørkelser, der forekommer i nærheden af forårs- og efterårsjævndøgn. (Påskedag falder som forhåbentligt bekendt altid på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn). En måneformørkelse opstår når Månens bane bringer Månen ind i skyggen bag Jordens natside. På grund af Jordens atmosfære afbøjes den smule sollys, der igennem denne atmosfære når ind i skyggezonen. Da lys med kort bølgelængde spredes mest i atmosfæren, er det først og fremmest rødt lys, der kan fortsætte ud mod den formørkede måne. Derfor kan man ved gunstige vejrforhold se den formørkede Måne som en mørk, nærmest kobberrød skive. En såkaldt ”blodmåne”. 

Denne påskes måneformørkelse kan desværre ikke ses fra Danmark (Månen er under horisonten på det tidspunkt). Man må tage en tur til Østasien eller Australien for at kunne nyde synet fuldt ud, og den totale formørkelse varer mindre end 5 minutter.

God påske … så længe det varer!