Silvester

Første gang jeg hørte, at tyskerne kaldte nytårsaften for Silvester eller Silvesterabend syntes jeg, at det var helt i skoven. Det hænger sådan set lidt sammen med at silvester er latin og betyder ”noget der har med skov at gøre”, for det er afledt af silva, der betyder skov (eller lund). Silvester er altså noget i retning af et ”skovmenneske” (i parentes bemærket hedder skovmenneske på malaysisk i øvrigt orang utan eller orangutang (orang = menneske; utan = skov), men det er så en anden historie). Nytårsaften har ikke noget med skov at gøre, men lige som vores Sankt Hansaften eller Mortensaften er opkaldt efter helgener, således er den tyske Silvesterabend opkaldt efter en helgen, nemlig pave Sylvester, senere sankt Sylvester, som døde den 31. december 335. Opmærksomme læsere har allerede bemærket, at jeg har skrevet den hellige Sylvester med ”y”.

I Rom var Silvester et almindeligt navn, og romerne skrev det med ”i”. Senere blev i'et af typografiske årsager skrevet som y, som var lettere at læse. ”I” kaldtes for ”latinsk I”, medens ”Y” blev kaldt ”græsk I” (efter ypsilon - (Υ υ) er det tyvende bogstav i det græske alfabet, det svarer til vores y). På for eksempel fransk kalder man stadig ”y” for ”i grec”. Silvester blev altså til Sylvester, med samme udtale.

Også på andre sprog kalder man undertiden Nytårsaften for Silvester. For eksempel: italiensk notte di San Silvestro, fransk Reveillon de la Saint-Sylvestre, polsk Sylwester, tjekkisk Silvestrovské oslavy m.m.

I store dele af tyskland regnede man under den julianske kalender (det vil sige indtil den gregorianske kalenders indførelse i Tyskland i 1582) den 25. december for nytår og dermed den 24. december for årets sidste dag. Som jeg skrev i mit indlæg om ”de uskyldigebørns dag” er det måske mere naturligt at lade vor tidsregning begynde med Jesu fødsel, altså med juledag. Tidligere gik man endnu længere tilbage og regnede den 25. marts ”Mariæ bebudelsesdag” for årets første dag. Faktisk var det således indtil 1751 i England og Wales (og alle britiske besiddelser) at det nye år startede den 25. marts. I Skotland havde ændringen til den 1. januar taget sted i 1600. Kalenderen er en menneskelig opfindelse, hvor man rimeligt frit kan vælge, hvornår et nyt år begynder. I den europæiske middelalder har flere tidspunkter været brugt for kalenderårets begyndelse, nemlig den 1. marts, den 25. marts, påske, 1. september, 25. december og nu er det så, tilfældigvis, den 1. januar. Kirkeåret, finansåret osv. er en anden historie.

Godt nytår alle sammen ;-)

Festum puerorum

Ud over at være den tidligere helgendag for Sankt Nikolaj, måske bedre kendt som julemanden, er den 28. december også ”de uskyldige børns dag” eller som den kaldes på latin ”festum puerorum”. På denne dag mindes man barnemordet i Betlehem, det vil sige nogle siger, at de fejrer dagen. På den ene side slap Jesus nemlig for at blive myrdet, fordi hans forældre var flygtet med ham til Egypten, men på den anden side lod Herodes alle drengebørn i Betlehem myrde.

”Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.”

I England vælger børnene selv deres børnebiskopper denne dag (Childermas Day). På et tidspunkt begyndte man at uddele en møntgave - en speciel Skt. Nikolaus-mønt - til de flittige og artige elever i latinskolerne. En mønt, som var en slags forløber for julegaverne, ligesom Skt. Nikolaj (Santa Claus) er gaveudbringeren i mange lande i dag. De ikke-så-artige-børn fik bare prygl. Senere flyttedes Nikolajs helgendag til den 6. december, der i dag er en dag, hvor der i mange lande gives gaver til de artige børn. I dag er alle børn naturligvis artige.

Vor tidsregning

Efter nogle dages fest er ingen forhåbentlig i tvivl om, hvorfor vi fejrer jul, nu hvor vi haft nogle dage til at tænke alvorligt over den sag. Tidspunktet kan dog være lidt af en gåde. Hvis vi regner vor tid tilbage til Jesu fødsel burde det måske strengt taget være jul den første januar. Nu havde man dog i år 0 allerede en kalender med december og januar og alt det der, nemlig den julianske kalender, der blev indført af Julius Cæsar i år 46 f.Kr. Jesus havde ingen fødselsattest, så der er hverken belæg for dato eller årstid. Måske blev han ikke engang født om vinteren. Tidsregningen efter Kristi fødsel blev først foreslået af en kristen munk i året 525 efter Kristus. På det tidspunkt havde man lidt problemer med at regne sig tilbage til år 0 efter denne nye tidsregning, så vores årstal er i princippet sandsynligvis fire år forkert. Datoen for fødslen havde man tidligere spekuleret over. Omkring to hundrede år efter Kristi fødsel, altså i begyndelsen af vort tredje århundrede, anslog man, at Jesus var blevet undfanget ved forårsjævndøgn, som efter den tids kalender faldt omkring den 25. marts. Når man dertil lagde ni måneder nåede man frem til den 25. december som fødselsdag. Hvis vi stadig havde fulgt den julianske kalender ville julen være faldet på den 6. januar efter vores nuværende kalender, den gregorianske.

Overgangen fra den julianske til den gregorianske kalender bragte i det hele taget en del uorden i begivenhederne i december. Om et par dage skal jeg vende tilbage til nytårsaften, men jeg har allerede i et tidligere indlæg nævnt luciapigerne, der optræder den 13. december. Under den julianske kalender faldt det engang sammen med vintersolhverv, hvilket vel lyder mere rimeligt. Den julianske kalender fulgte ikke helt solåret. For at holde bedre trit med solåret indførte indførte pave Gregor den Trettende derfor den gregorianske kalender i år 1582 med forbedrede regler for skudår. For at korrigere den halve snes dage, der var løbet forkert, blev den 4. oktober 1582 (juliansk) direkte efterfulgt af den 15. oktober 1582 (gregoriansk). Den nye kalender blev hurtigt indført i de romersk-katolske lande, men da det nu var en katolsk pave, der havde ”opfundet” den, nølede de fleste protestantiske lande lidt og beholdt den julianske kalender til et stykke ind i det 18. århundrede. (Hellere følge en kejser end en pave!)

I Danmark skiftede man fra den julianske kalender til den gregorianske kalender i 1700, hvor den 18. februar blev direkte efterfulgt af den 1. marts. Dermed blev datoen rettet med 11 dage. Der var mange der var utilfredse med at man således ”stjal” mange af deres dyrebare dage.

Men tilbage til julen. I gamle dage sluttede dagen, når solen gik ned, og dermed begyndte den nye dag altså umiddelbart efter solnedgang. Derfor fejrer vi stadig mange begivenheder aftenen før, som for eksempel Sankt Hans Aften, Mortensaften og altså også juleaften, der tradionelt starter med kirkegang på et tidspunkt efter solenedgang. I de katolske lande starter man ofte med en midnatsgudstjeneste eller rettere sagt midnatsmesse (kl. 0 den 25. december). Nogle steder snyder man nu lidt med at holde denne midnatsmesse en time for tidligt, allerede klokken 23.

Som fodnote kan der altså være god grund til at tale om år 2013 efter vor tidsregning i stedet for 2013 efter Kristi fødsel. Og næste gang vi skal skifte kalender, kunne vi måske lade det nye år starte dagen efter vintersolhverv – lige som mayaerne. Det var ikke helt tilfældigt at deres gamle kalender sluttede den 21. december, de havde nemlig styr på det med solens gang.

Den Kulrede Greve

Nu ved jeg jo ikke, hvor meget Danmarkshistorie man lærer i skolen i dag, men da jeg i sin tid gik i skole, var der en fyr som vi yndede at kalde Den Kulrede Greve. Jeg ved ærligt talt ikke om han var skør i bolden, men det mente Niels Ebbesen måske, for han dræbte ham i 1340, så det er da et par dage siden. Sagen var at Grev Gerhand den Tredje af Holsten var skaldet, og at hans øgenavn var Den Kullede Greve. Kullet betyder nemlig skaldet eller uden top eller andet der stikker op i luften, som for eksempel et tårn. Ja det med uden tårn vidste jeg nu allerede dengang, for vores sognekirke var nemlig kullet – altså tårnløs. Køer uden horn er også kullede, og det kan måske nok gøre dem lidt kulrede.

Pudsigt nok betød det navneord, der oprindeligt svarede til tillægsordet kullet, altså det gamle navneord ”kulle”, en trætop eller bjergtop eller isse (også stavet kulde – i stil med kunde, skulde og vilde, som vi skrev dem før 1948). Når man falder omkuld er det altså toppen der vipper, så den sammen med resten af kroppen kommer til at ligge fladt ned. Denne form for kulle kender vi fra Sverige, hvor bjergtoppen Kullaberg, på dansk bedre kendt som Kullen, stikker sin næse ud i Kattegat.

 (Billede fra Kullens yderste spids)

Hovedkulds er også med hovedet/toppen/issen først. I en kolbøtte, er toppen eller kullen blevet til en ”kol” - det vil sige onde tunger påstår, at dette ”kol” skulle komme af det franske ord ”cul” som betyder, om jeg så må sige, bagdel, men lad os hellere gøre en ende på den historie. I formen ”kol” kendes kullen i en række stednavne i betydningen afrundet bakke eller rund høj og hermed også en nøgen (afrundet) bjergtop. Kollen på Himmelbjerget, Kollen ved Mos Sø, Kolby på Samsø og Kulbjerg nordvest for Vejle er nogle eksempler herpå. Kulbjerg minder således lidt om Kullaberg, i det mindste hvad navnet angår.

Fald nu ikke omkuld næste gang du går tur på Kullen eller Kollen (et råd fra Den Kullede Ole) ;-)

Orientekspressen

I østen stiger solen op, den spreder guld på sky. Når man orienterer sig, kigger man efter, hvor solen står op. På latin betyder ”oriens” ud over 'den opgående sol' også 'øst', for øst er der hvor solen står op - ”oriri” betyder 'stå op'. Deraf har vi også fået den alternative betegnelse på Østen, som i Det Nære Østen, Mellemøsten og Det Fjerne Østen, nemlig Orienten. Det græske ord for øst, nemlig anatoli (ανατολή), betød oprindeligt også ”der hvor solen står op”. Anatolien lå mod øst i den gamle græske verden, og var altså deres Østen. I kirken sidder man og ser mod øst, fordi man forventer, at Jesus skal komme igen "som solopgangen fra det høje", og solen står jo op i øst. Det er derfor koret (så vidt muligt) vender mod øst.

Det danske ord ”øst” har naturligvis også noget med morgensolen at gøre. Det er beslægtet med det græske ord eos (Ἕως) som betyder 'morgenrøde'. Eos var i sig selv en græsk gudinde, nemlig morgenrødens gudinde. Så man kan vel næsten sige, at det er guddommeligt at deltage i et orienteringsløb. Hvis man bliver ved med at løbe mod øst, skal man dog løbe længe før man er hjemme igen. God tur ;-)

Fortrydelsesparagraffenn

Fortryde er et underligt ord. Ved ord som forbyde kan man også lave udbyde, indbyde, afbyde, frembyde og man kan danne navneordet forbud. Der er ikke noget der hedder ”fortrud”. Ja hvad er at tryde i det hele taget for noget? Der er mærkeligt nok ikke noget der hedder ”bagtrud”. Når jeg (undtagelsesvis) fortryder noget, er det altid noget, som jeg allerede har gjort. Jeg fortryder altid først bagefter. Man kan vel ikke fortryde noget på forhånd, sådan da. Der gik glansen af Sankt Gertrud, hvis du vil have noget med -trud.

Nuvel faktisk var der engang noget der hed at ”tryde”. På gammeldansk (nej ikke Gammel Dansk) betød ”tryde” sådan noget som mangle, slippe op, savne, fra oldnordisk þrjóta. De lærde mener at ordet er i familie med ”fortræd” og at det er en omdannelse af det middelnedertyske (gammelplattyske) ord ”vordreten”, eller i det mindste påvirket af dette plattyske ord. Nu kan man vel ikke fortræde nogen, men man kan da altid få foretræde for dronningen, hvis man altså kan. Nå men det ”foretræde” har vi fået fra svensk ”företräde”, som egentlig er 'det at træde frem'.

Hvad med ”to mand frem for en enke … løb!” – så kan man vel altid fortryde bagefter ;)

Nå men selv om det ikke går med bagtrød, men nok med fortrød, så kan man dog være ufortrøden. Det er dannet af det samme middelnedertyske ”vordreten” i formen ”unvordroten”. ”Vordreten” betød i øvrigt nærmest: 'lade (sig) gå på, tage (sig) nær'. Jeg tager mig det ikke nær, at jeg nu og da fortrød, hvad jeg skrev, men vil ufortrødent skrive videre.

(”do voren se unvordroten.

unde kemen hen gevloten.

went se kemen vor enen sten

de bret unde lank schen”)

Brodne brudfliser

Det kan næppe overraske, at brudfliser hedder brotfliser på færøsk. Google oversatte disse færøske brotfliser for mig til overtrædelsesfliser, da jeg havde brudt min regel med at slå den der automatiske oversættelsesfunktion fra ved min læsning af færøske nyheder. At brot kan blive til overtrædelse kan jeg sådan set godt forstå, for brot er et ord, som jeg ofte støder på i svenske krimier. Det svenske ord brott betyder nemlig (ud over brud) overtrædelse eller forbrydelse, altså det med, at man bryder eller overtræder loven. Måske skulle jeg foreslå Google at gå en omvej ad tysk og kalde dem brødfliser. Google giv os hver dag vores daglige grød.

Må jeg råde dig til at træde varsomt, når du træder over brudfliser ;)