Halloween - Allehelgensaften

Du går måske og tror, at det er amerikanerne der har opfundet Halloween. Men det er i virkeligheden meget begrænset, hvad amerikanerne i det hele taget har opfundet. De fleste af de gamle ting de har, har de hentet fra Europa, og det gælder naturligvis også Halloween.

Den sidste dag i den gamle keltiske/gæliske kalender var den 31. oktober, og den 1. november var således kelternes nytårsdag. Det oldirske ord "samain" betyder sommerens slutning (udledt af ordene "sommer" (→ sam) og "ende" (→ ain). Det var en keltisk høstfest, også kendt som Sow-in, Sah-vin eller Sahm-hayn, kært barn har mange stavemåder. Ud over at høsten var i hus fejrede man at sommerens lys gled over i vinterens mørke. Overgangen til det nye keltiske år var forbundet med megen overtro. Man kunne få besøg af de døde, ånder, hekse og andre overnaturlige væsner. For at holde disse uønskede gæster væk udhulede man roer og satte levende lys i dem, så de kunne lyse ud i den mørke nat. Det var altså ikke mindst en hedensk fest - nej fy da. Som så mange andre hedenske fester blev denne keltiske nytårsfest passende erstattet af en kristen fest – Allehelgen. Oprindeligt blev Allehelgen efter dens indførelse i 609 fejret den 13. maj, men i 835 blev den flyttet til den nuværende 1. november, som sagt muligvis for dermed at udrydde de "keltiske" skikke. Den hedenske fest blev således "døbt".

Allehelgensaften hed på engelsk "Eve of All Saints". Det blev i Skotland kortet ned til "Allhallow-even" (Allehelgensaften), og det blev så senere til "Halloween". Irere og tildels skotter førte i det 19. århundrede denne gamle keltiske tradition til USA, medens den i det meste af Europa, bortset fra Irland, gik mere eller mindre i glemmebogen. I USA blev de udhulede (irske) roer erstattet med (amerikanske) græskar, og der blev vel tilføjet lidt latinamerikansk kolorit.

I den seneste til er den hedenske skik med dødningehoveder og græskar og så videre, så vendt frygteligt tilbage til Europa, hvor den åbenbart har fået kraftig medvind. Er det nu den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter slippes løs for at vanære og håne de katolske helgener, der fejres på Allehelgensdag? I den ”hedenske” tid blev der lige som på vores sankthansaften tændt store bål, bål som tiltrak insekter. Disse insekter tiltrak insektædende flagermus, og derfor er Halloween forbundet med flagermus. Maskerne blev båret enten for at efterabe eller for at mildne de onde ånder.

Om ikke andet er de mennesker der avler og sælger græskar særdeles glade for Halloween. Det er nu min form for positiv tænkning – PIP.

Ultrær

Vi har hugget en masse ord fra engelsk, der begynder med out (ud), og hvor den forreste del stadig udtales som ”avt”, ligesom i aftale. Her har jeg taget nogle fra en dansk ordbog i alfabetisk orden: out, outdated, oute, outfit, outing, outlet, output – det næste i rækken jeg stødte på med begyndelse ”out-” er outreret, men der udtales ”ou” jo som ”u”. Ordet ”outreret” er altså i sig selv noget outreret, det vil sige ekstremt mærkeligt. At ordet skiller sig ud fra alle dem med out-, som vi har fået fra engelsk, skyldes at vi har det fra fransk. De franske udsagnsord ”outrere” og ”outrer” er hentet fra middelalderlatin ”ultrare” (krænke), afledt af latin ”ultra” (ud over eller hinsides).

At ordet er ud over det almindelige viser sig også i den måde, som nogle behandler det på. Der er dem der er helt og fuldt overbevist om at det hedder ”ultrær” (jeg har også set ”ultræ” og ”ultræt” - stadig i samme betydning som outreret). De forbavser sig derefter over, at de ikke kan finde det i ordbogen. Sådan kan det altså gå med outrerede ord.

Nu har jeg i Afrika faktisk set et uldtræ, ja når alt kommer til alt flere uldtræer. Dette træ er også kendt som kapoktræ, bomuldstræ eller silkebomuldstræ. Jeg ved ikke om du har prøvet at sove på en kapokmadras. Jeg har og fandt det ikke særlig behageligt. Kapok fremstilles af frøhår fra kapoktræet/uldtræet. Kapok anvendtes tidligere ofte som stoppemateriale i madrasser, puder og tøjdyr. Det anvendes desuden i redningsbælter, idet det kun vanskeligt fugtes og sammenpresset kan bære sin vægt 30-40 gange. Kapok har en meget lille vægtfylde og er den letteste naturfiber i verden. Et meget gammelt og enormt stort - ja nærmest gigantisk - kapoktræ/uldtræ, jeg engang så i Afrika, som en lokal seværdighed, hed sig at være et helligt træ. Mange steder i verden får uldtræerne lov til at blive stående, når man fælder store skovområder, fordi der måske er et eller andet helligt ved dem.

Uldtræer er altså også lidt ultrære … øh, jeg mener outrerede. Og hvad så? Selv er jeg måske også lidt til en side, lidt outreret altså ;)

Det daglige brød

Den er helt galt med det daglige brød. En gang jeg var på campingtur i Frankrig gik jeg ind et sted og bad om spagetti. Manden stak mig en baguette. Jeg skal vist have gjort noget ved min udtale. Jeg havde nok fået samme resultat, hvis jeg havde bedt om wienerbrød. For ”pain viennois” er nemlig et andet fransk udtryk for ”baguette” eller det man ofte kalder for ”flute” (fløjte) i Danmark. I Frankrig mener man nemlig, at den slags brød stammer fra Wien. Det ville måske være lettere, hvis vi kaldte dem stokbrød, som de gør på nederlandsk (”stokbrood”). Det er da så beskrivende, at det er til at forstå. Baguette betyder i øvrigt en lille stok eller stav – det kommer nemlig fra italiensk bacchetta, der er diminutiv af bacchio (stang eller stav). Det latinske ”baculum” (stav) har i øvrigt givet navn til vores baciller, men forhåbentlig er der ikke for mange baciller i vores flutes! Bakterier er naturligvis også små stave – fra græsk bakterion (βακτήριον - lille stav, diminutiv af baktron ( βάκτρον – stav). Baguette og bakterie betyder altså strengt taget det samme - det er små stave. (Noget andet er at kunne stave rigtigt til baguette).

Nu tror vi altså, at vi har fået wienerbrød fra Wien. Men tyskerne og englænderne ved bedre. På tysk er det ”Kopenhagener Gebäck”, bagværk fra København altså. Og på engelsk er det ”Danish pastry” (dansk bagværk). I Belgien blander man somme tider sprogene lidt, og på flamsk er en ”koek suisse” nærmest en speciel form for wienerbrød. ”Koek” er nederlandsk for kage, og ”Suisse” er fransk for schweizisk.

Hvis man nu skærer sådan et aflangt (stok)brød over, smører lidt smør på og kommer godt med pålæg på får man et landgangsbrød. Det er et helt måltid for sig.

Medens ingen i Frankrig er i tvivl om, hvad en baguette er (den er ca. 65 cm lang og vejer omkring 250 g), er der regionale uenigheder om, hvad en flute er. I nogle egne er en flute dobbelt så tyk som en baguette (et ordentligt franskbrød - ”pain français” - om jeg så må sige), medens den i andre egne er halv så tynd som en baguette. Sådan et brød, der kun vejer det halve af en baguette, kaldes en ”ficelle”. Ordet ”ficelle” betyder snor, men så tynde, synes jeg nu heller ikke de er, de er nærmest på størrelse med en dansk ”flute”.

Af alt det her bliver jeg nærmest brødefuld eller brødebetynget. Sådan er det bare.

Sigøjnere, sinti og roma

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, afslørede i går, onsdag den 24. oktober 2012, et mindesmærke i Berlin for den omkring halve million romaer og sintier, der blev dræbt af nazisterne. Politisk korrekt undgik hun (naturligvis) at bruge ordet sigøjnere (Zigeuner).

Nogle har ment at sigøjner skulle betyde urørlig og have forbindelse med det klassisk græske ord θιγγάνω (singano), der betyder ”røre”. Faktisk har dette fået nogle til at tro, at dette er baggrunden for ordet tigge, men ordet tigge (oldnordisk þiggja) er ældre end sigøjnernes tilstedeværelse i Europa. Praktisk taget alle sprogfolk er dog i dag enige om at oprindelsen af ordet ”sigøjner” er uvis. Ifølge tysk folkeetymologi skulle ordet sigøjner stamme fra ”ziehende Gauner”, som nærmest betyder ”rejsende tyv”. Det er en af årsagerne til at betegnelsen ”sigøjner” ikke anses for at være politisk korrekt. Som sagt betragtes sigøjner af flere som et nedsættende ord fordi det er tæt knyttet til fordomme. Roma eller romafolket er i dag blevet det foretrukne ord til at benævne den gruppe af menneske som taler romani-sproget.

Der tales og skrives, heldigvis, meget om jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig, men sjældent om sigøjnernes skæbne. Sigøjnere var heller ikke ariere, og skulle derfor udryddes, for de var - lige som jøderne - ”racemæssigt underlegne”. Det menes, at flere end 200.000 og måske op til en halv million (nogle mener sågar op til 1 million) ”sigøjnere” i Tyskland og de tysk-besatte områder blev dræbt. Efter krigen blev folkedrabet på romaerne og sintierne glemt, men nu har de altså, endeligt, fået et fortjent mindesmærke i Berlin.

Lad os lige kigge på roma og sinti hver for sig. Både romaer og sintier kan måske føres etnisk tilbage til en folkevandring fra Indien i tiden omkring renæssancen. Sinti er navnet på nogle af de nomadesamfund, der lever i Tyskland og andre europæiske lande. Sintier har en noget anderledes kultur og et andet sprog end roma-folk. Sintiernes historie er en historie om en række forskellige forfølgelser. Den værste forekom under 2. verdenskrig i forbindelse med Holocaust, en forfølgelse kun en lille del af sintierne i Europa overlevede. I dag bor der omkring små 50.000 sintier i Tyskland.

Roma er den mest udbredte betegnelse for, hvad mange af os til daglig vel stadig kalder sigøjnere. Roma er en etnisk gruppe med en vis grad af fælles sprog og kultur, der fortrinsvis lever spredt i Europa, hovedsageligt i Østeuropa. Romaerne nedstammer efter alt at dømme fra et nomadisk folk i det nordlige Indien. De forveksles ofte med det mindre ovennævnte folk Sinti.

Mange af romasprogets ord kan føres tilbage til gamle indiske sprog som hindi, punjabi og dardisk. I Palæstina blev roma omkring år 1300 kaldt nawar, men de kaldte sig selv dom. I Armenien skiftede de navn til lom. Da de ankom til Grækenland nogle årtier senere, kaldte de sig rom og gør det stadig på alle fem kontinenter. Der er fortsat en lille gruppe nomader i Indien, der kalder sig dom. Rom betyder (på romani) et "menneske" eller en "mand". De fleste roma taler en form for romani, et sprog der som sagt er beslægtet med de indoeuropæiske sprog, der tales i det nordlige Indien.

Det engelske ord for sigøjner er ”gypsy”, fordi man en tid troede, at sigøjnerne stammede fra Egypten.

Måske kommer vi til at opfinde en eller anden ny eufemisme, for når jeg hører folk sige roma synes jeg da, at tonen lyder lige så nedsættende som ved sigøjner – og hvad er der nu galt med sigøjnermusik? Ord er hvad vi gør dem til. Eller som Shakespeare sagde ”There is nothing either good or bad, but thinking makes it so” (intet er godt eller ondt andet end hvad tanken gør det til). Sigøjnere eller sinti eller roma eller hvad man nu foretrækker at kalde dem er kort sagt mennesker. Æret være de dræbtes minde.

Lurendrejerens morfar

Der findes så mange pudsige udtryk. Et som jeg holder meget af, og sa vidt jeg ved pudsigt nok først er kommet i brug omkring det tidspunkt, hvor jeg gik på pension, er at nappe en morfar. Sådan en skraber snupper jeg mig da gerne dagligt, hvis det ellers kan lade sig gøre. Som morfar, der nyder sit otium, mener jeg at jeg har fuldt ret til dette herlige privilegium. Sidst jeg vågnede fra denne pragtfulde aktivitet og drejede mig om på den anden side, kom jeg til at spekulere på, om jeg derfor er en lurendrejer. Jeg kom dog heldigvis til den klare konklusion, at det kun er når man drejer andre en lur, at man er en lurendrejer, og altså ikke når man snupper sig selv en uskyldig lur.

Nu ligger det sådan at en lur i denne sammenhæng hverken har noget med lurmærket smør eller et forhistorisk musikinstrument at gøre. At lure er at snyde. Lurendrejeren har vi lånt fra nederlandsk.

En ”lorrendraajer” (har også set ”lurrendraaier”) var en (slave)smugler og dermed en bedrager. Det kommer af et ældre nederlandsk udtryk ”ieman einen loer draaien” (på nutidens standardnederlandsk ”iemand een loer draaien” - at dreje nogen en lur), hvor ”loer” (der udtales ”lur”) muligvis har noget med lap eller las at gøre.

Denne ”loer” var et simpelt instrument til at fange jagtfalke med og bestod i et stykke reb, hvortil der var bundet en læderlap og et stykke kød. Ved at dreje den rundt kunne man lokke en falk, og når falken styrtede sig over ”byttet”, kunne man fange falken. Man havde drejet den en lur. Så enkelt er det.

Se der har jeg så afluret denne velbevarede nederlandske hemmelighed.

Otium

Jeg nyder skam mit otium, men synes ikke rigtig at ordet dækker indholdet. Otium kommer af det latinske ord otium, der betyder ”lediggang”. Og jeg synes helt bestemt ikke at min pensionisttilværelse hidtil har været en lediggang – heldigvis da, for lediggang siges at være roden til alt ondt. En Otis elevator står da heller ikke stille, vel. Nej jeg ligger (endnu ikke) på den lamme side, selv om det undertiden vel nok kan ske, at jeg springer op som en løve og falder ned som et lam. Nu bor jeg naturligvis heller ikke ved Lammefjorden, vel.

Oprindeligt var ideen med ”otium” at trække sig tilbage fra ”negotium”, den daglige trummerum, for at hellige sig aktiviteter, der i datiden betragtedes som artistisk værdifulde eller oplysende (såsom at skrive og filosofere). Og der mener jeg da, at jeg stadig kan være med.

Ja trummerum betyder naturligvis ”tomrum” - en tid, der virker tom, med trivielle gøremål. Og ”negotium” kommer af ”neg” (ikke) + ”otium” (lediggang). I det gamle Rom var ”negotium” efter sigende det man gjorde i statens tjeneste (arbejde var et nødvendigt onde), medens ”otium” var det man gjorde privat (i fritiden) – altså nærmest fritidsaktiviteter.

En eller anden fyr der hed Ennius brugte omkring 190 før vor tidsregning udtrykket ” otium negotiosum” om den fritid, hvor man kan gøre hvad man vil (dyrke fritidsinteresser), og udtrykket ”otium otiosum” om ufrugtbar ørkesløs fritid. (Det skal dog indrømmes, at man dengang vist ikke sådan bare kunne gå af på pension). I øvrigt er de engelske ord ”negotiate” (forhandle) og ”negotiation” (forhandling) naturligvis også i familie med ”negotium”, det drejer sig jo om at handle i modsætning til intet at gøre.

Nå men bortset fra det nyder jeg skam min otium negotiosum! Eller for at blive ved latinen ”otium cum dignitate” (hvile med værdighed). Så sig mig bare ”Scio te negotiosum esse” (jeg ved, at du er beskæftiget).

Reformationsdagen

Vi nærmer os reformationsdagen. Om en god uges tid, den 31. oktober er det reformationsdag. Den 31. oktober 1517 opslog Luther sine berømte 95 teser på døren til slotskirken i Wittenberg, 95 teser som udgangspunkt for en diskussion af afladens brug og væsen (”når pengene i kisten klinger straks sjælen ud af skærsilden springer”). Den 31. oktober fejres derfor i mange lutherske lande som reformationsdagen. I Danmark er skikken på vej i glemmebogen, men i for eksempel Slovenien er det en offentlig helligdag/fridag, også selv om flertallet er romersk-katolske. Man erkender denne dags betydning for landets kulturelle udvikling. I en række (nord)tyske delstater fejres det som helligdag. I Chile har det været national fridag siden 2008.

Kun ganske få kirker i den evangelisk-lutherske folkekirke fejrer reformationsdagen, men de findes. I Luthers eget hjemland, Tyskland, er reformationsfejringen også på tilbagetog. En gammel tradition hentet fra Saxen i Tyskland er at bage reformationsboller på reformationsdagen. Jeg går ud fra, at de smager nogenlunde som fastelavnsboller, men må indrømme, at jeg ikke har nogen erfaring på det område.

God reformationsdag!