Thursday, 22 September 2011

Havet omkring Danmark

(Delt på Facebook den 3. september 2011)

For godt og vel en uge siden var kronprinsen og jeg lige en lille smut til oceanariet i Hirtshals for at lære lidt mere om havet omkring Danmark. Det der med ocean er dog nok lidt højt grebet, for strengt taget er havet omkring Danmark vel ikke stort andet end et par søer – Nordsøen og Østersøen. Kig engang på Danmarkskortet og se, hvor mange have du kan finde. Det er svært, for der står Kattegat, Skagerak, Nordsøen og Østersøen, medens Vesterhavet næppe er nævnt.

Det står sløjt til med de hav-navne selv om hav dog er et godt nordisk ord. Hav betyder egentlig ”noget der hæver sig”, altså ”den høje sø” (jo tak, den har jeg oplevet). Ordet hav har (sammen med sø) fortrængt det indoeuropæiske ord for hav, som lever videre på latin med ”mare”. På oldnordisk var det ”marr” og det går igen i en lang række europæiske sprog, som for eksempel tysk ”Meer”, der dog er kommet til at betyde sø, og på frisisk og hollandsk ”meer”.

Og lad mig nu vende tilbage til Mare Frisicum eller Oceanum Frisicum, som Nordsøen tidligere kaldtes på latin. For friserne lå Nordzee (”Nordhavet”) mod nord og Zuiderzee (”Sydhavet”) mod syd – så enkelt er det. Zuiderzee er siden blevet delvis tørlagt af hollænderne og kendes nu bedre under navnet Ijsselmeer. Hansestæderne fik navnet Nordsøen udbredt til resten af Europa, som for eksempel til engelsk ”North Sea”.

Hanseforbundet og Hollænderne har også givet navn til Kattegat. Gat betyder på hollandsk og plattysk ”hul”, og kat kan du så nok gætte dig til. Kaptajnerne på skibe fra Hansestæderne og senere også fra Holland anså farvandet for vanskeligt at besejle på grund af de mange grunde og snævre passager. Kaptajnerne sagde derfor, at farvandet var snævert som et kattehul, hvilket også talrige gamle skibsvrag minder om.

Ordet Skagerrak er lidt mere dansk, idet det første led ”skager” er en dannelse til et naturnavn, som senere har givet navn til Skagen, der betyder 'spids terrænformation'. Det sidste led er det hollandske ord ”rak”, der betyder 'lige farvand'. Navnets betydning er således "Det lige farvand ved Skagen".

Og så til Østersøen. Lad mig der vende tilbage til Snorres Heimskringla. som blev skrevet omkring 1220 af den islandske digter Snorre Sturlason. Heri kaldes Østersøen for ”Eystrasalt”, altså ”Østersalt”. Dette blev omkring år 1300 så til ”Østrahaf” og altså Østerhavet. Østersøen var på ældre nydansk et modstykke til ”Vestersøen”, nu måske bedre kendt som Vesterhavet.

Må jeg beskedent foreslå at omdøbe vore fire have til Vesterhavet, Østerhavet, Skagenshavet og Læsøhavet.

Hav en fortsat god dag, der hæver sig over gennemsnittet.

Hilsen fra Shetland

(Delt på Facebook den 3. august 2011)

Shetland er naturligvis dansk! OK en gang for fem hundrede aar siden pantsatte en vis dansk konge Shetland til en eller anden skotsk konge, men derfor vel ikke mindre dansk (enhver kan vel glemme at betale laante penge tilbage ;) ). Hovedstaden har derfor et dansk navn, nemlig Lervig, fra alt det ler og slam, der flyder ud i vigen. De lokale indbyggere paastaar, at Lervig er norsk. Dem der tegner landkort (kartografer, suk!) kan ikke stave og skriver "Lerwick". Ak ja, saadan er der saa meget, der er forkert i denne verden. Hilsen fra Lervig, Shetland, DK.

Opfølgning af min note om ugens begyndelse

(Delt på Facebook den 19. juli 2011)

For at det ikke skal være løgn, så faldt jeg faktisk lige over en kalender, der slet ingen uger har. Dem der følger denne kalender kan naturligvis først begynde deres uge, når de engang med tiden måske går over til en ny kalender MED uger.

Det drejer sig om Boran-folket i den sydlige del af Ethiopien og tildels over grænsen i Kenia. Det er halvnomader og hyrdefolk, som holder kvæg, får og geder, for hvilke vand er en nødvendighed. Landskabet er halvørken. De er for øjeblikket hårdt ramt af tørken ved Afrikas Horn. Borena-kalenderen har tolv måneder på hver 29,5 dage, hvilket skulle give et år på 254 dage. Det har som sagt ingen uger. Man mener folket udviklede denne kalender omkring år 300 før vor tidsregning. Det er en månekalender. Måne og måned er, som man let kan høre afledt af samme ord, et ord der sandsynligvis havde noget med at måle at gøre, månens faser blev nemlig i tidernes morgen brugt til at måle tiden med. Nogle månekalendere er ikke rene månekalendere men tager også hensyn til solens og/eller visse stjerners bevægelser. Generelt svarer en månemåned til månens gennemsnitlige omløbstid fra nymåne til nymåne. Det vil sige cirka 29,53059 dage (29 dage, 12 timer, 44 minutter og 3 sekunder). Da 12 sådanne måneder således cirka beløber sig til 354 dage 8 timer og 49 minutter, vil måneåret hurtigt komme ud af trit med solåret og dermed årstiderne. Det kan man så råde bod på ved at indskyde en 11-12 ekstra dage i løbet af året, hvis man altså vil. Udover månens bevægelse tager Borena-kalenderen også hensyn til syv bestemte stjerners eller stjernegruppers bevægelser.

Jeg har her talt om Borena-kalender, der afviger fra den kalender der ellers bruges i store dele af Ethiopien, den etiopiske kalender, der består af tolv måneder på hver 30 dage, samt en kort måned på fem dage, eller 6 dage når det hvert fjerde år er skudår. Denne kalender er baseret på den koptiske kalender osv.

Men for at vende tilbage til ugens begyndelse – hvis man ellers har nogen uge – må jeg hellere præcisere, at både en jødisk og islamisk ugedag i princippet begynder ved solnedgang, eller måske snarere ved mørkets frembrud, som jeg tror jeg antydede i noten. Sådan var det også i den kristne kirkes barndom. I katolske klostre begynder dagen stadig med vesper (vesper er latin for aften), en katolsk bøn ved solnedgang, svarende til det daglige aftenoffer hos jøderne – og altså også stort set muslimerne fredagsbøn.

Hvornår begynder din uge?

(Delt på facebook den 15. juli 2011)

Amerikanske kalendere har altid irriteret mig, fordi de lader ugen begynde om søndagen. Vi i Europa, og ikke mindst Norden, ved da bedre. Den begynder selvfølgelig om mandagen. Eller hvad? På islandsk hedder tirsdagen, altså vores anden ugedag, Þriðjudagur (tredjedagen). Sikke noget rod! Og torsdagen ”selvfølgelig” fimmtudagur (femtedagen), og ikke som den burde ”fjerdedag”. Nå ja, vi ved jo da, nogle af os i det mindste, at tyskerne kalder onsdag for Mittwoch, selv om den efter vores ugebegreb ikke falder midt i ugen. Faktisk erstattede ordet Mittwoch allerede i det tiende århundrede et ord der mindede noget mere om vore onsdag (egentlig Odins dag), nemlig Wodanstag. Alt dette peger jo på søndag som ugens første dag. For at fortsætte med det islandske så synes islændingene med Miðvikudagur åbenbart også at onsdag er ugens midterste dag. Og det samme gør så færingerne med Mikudagur, selv om de på nogle færøske dialekter dog holder fast ved Ónsdagur. Nu er jeg ikke så stiv i finsk, men deres ondagssnavn, Keskiviikko, skulle også betyde ”ugens midte”.

Hvis ugen altså nu begyndte om søndagen blev onsdag ud over den midterste dag også den fjerde dag, og det er da også hvad den kaldes på portugisisk, quarta-feira, på græsk, Τετάρτη (tetarti, betyder egentlig bare ”fjerde”), hebræisk רביעי (”fjerde”), persisk چهارشنبه (”fjerde dag”). Jeg finder dog trøst at hente i estisk og kinesisk. På estisk er onsdag nemlig kolmapäev, som betyder “tredje dag” (vi kan vel alle tælle til tre på finsk: yksi, kaksi, kolme - og finsk er som bekendt nært beslægtet med estisk) og mandarinkinesisk 星期三 (shingki sjang, eller hvordan man nu udtaler det?), der også betyder tredje dag, så der findes dog nogle som er fornuftige, selv om Kina nok er lidt langt væk!

Nå men altså tilbage til mit spørgsmål. Hvornår begynder din uge? Det er jo nærmest et religiøst spørgsmål. Og vel også et spørgsmål om hvornår ugen egentlig slutter - pa den syvende dag. I Biblens skabelseshistorie slutter skabelsen af hver af de første seks dage med “og der blev Morgen, den …te Dag”. Men ikke efter den syvende dag “Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi på den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde.” Den syvende dag endte åbenbart aldrig? Og hvad er så den syvende dag? For os kristne er det søndag. For jøderne er det sabbaten, ugens sidste dag der i jødisk tradition er lørdag, og påbegyndes ved solnedgang fredag, når tre stjerner lyser på himlen, og varer til solnedgang lørdag. Koranen lader også verden skabe på seks dage, med den syvende dag som hviledag, nemlig fredag. Deres uge slutter altså åbenbart med fredagsbønnen, der foregår i moskéen fredag over middag efter imamen har holdt sin tale.

Det var så ugens slutning. Men hvornår begynder den. Hos mig begynder den mandag morgen en gang midt på formiddagen, når jeg finder det passende at stå op. Det er sådan lidt i tradition med det nye testamente, hvor dagen startede når solen stod op. Vi kender det fra udtryk som den tredje time eller den elvte time. Den første time var sådan omkring 6-7 om morgenen, den første time efter solopgang altså. Først senere, med 12 timer på hver side af middagen, fik vi en dag på 24 timer. Døgnets inddeling i 24 timer stammer fra antikken, hvor man fulgte er tolvtalssystem. Så for mange starter ugen altså ved midnat, ved overgangen fra søndag til mandag.


Det går ad Hekkenfeldt til

(Delt på Facebook den 6. juli 2011)

Ja det går faktisk ad Hekkenfeldt til, bogstaveligt talt. Ordet "Hekkenfeldt" er afledt af "Heklafjeldet", altså af vulkanen Hekla på Island. Da jeg (også) interesserer mig for vulkaner, har jeg opsnuset at Hekla muligvis er på vej til et udbrud (jeg må understrege, at det kun er muligvis). Hvis du forstår islandsk kan du læse om det her http://www.ruv.is/frett/hraeringar-i-heklu . Jeg må hellere skynde mig at tilføje, at der for alle i andre er trøst at finde hos Jyllandsposten på http://jp.dk/udland/europa/article2482957.ece

Ifølge folketroen var Hekla et sted hvor heksene mødtes med fanden. Den italienske munk Julius Cæsar Recuptus skrev i 1647, at Hekla er nedgangen til helvede, som Gud har ladet stå åben til skræk og advarsel for syndere. Så ved du det.

”Man til Blocksbierg riider,

Og til Heckenfield Top

Paa Koste-skaft flyver op”

(Holberg-citat ifølge http://holbergordbog.dk/ordbog?query=Heckenfield )

Så egentlig er jeg et par dage forsinket med det her ;-)

Sankthans

(Delt på Facebook den 22. juni 2011)

Og hvem var så denne hellige Sankt Hans, som vi fejrer i morgen aften? Jo det var som end Johannes Døberen. En eller anden har engang på grundlag af Biblens beretninger beregnet, at han havde fødselsdag den 24. juni. Men vi må vel nok hellere indrømme, at vi sikkert snarere fejrer årets længste dag, det vil sige sommersolhverv, og den faldt i år i går, altså den 21. juni.

Hverv kommer i øvrigt fra oldnordisk hverfa og betyder vende. Solhverv er altså den dag, hvor solen vender.

Jeg viger uden om

(Delt på Facebook den 21. juni 2011)

Hist, hvor vejen slår en bugt,

Ligger der en vig så smukt

Og så må jeg vel vige uden om. At vige uden om er at bugte sig lidt, at tage en lille bugt. En lille bugt er en vig. Er en vig så mere vigtig end en bugt. Nej vel, for vigtig burde måske snarere hedde vægtig. Når jeg viger uden om er det vel fordi jeg er veg. På de andre nordiske sprog staver de det vik i stedet for vig, og det er næppe for at vigte sig. Nogle påstår, at ordet viking stammer fra (de andre nordiske sprogs – eller var det oldnordisk) vik, og en viking kunne så være en der gik i land i en vig, eller kom fra en vig (eller fjord), eller måske foretrak at bo i en vig - havde slået lejr i en vig inden togtet gik videre?. Det er jeg personlig ikke helt sikker på, men når det kommer til Vigerslev Kro, er jeg helt sikker. Den har hverken noget med vig eller vige at gøre, bortset fra at den vist nok er veget for tidens tand.

Nej er du helt tosset? Vig er da en stationsby på Sjælland. Den kan man efter nogles beskedne mening dog bedst undvige, når de holder deres festival. En regel der kan fraviges, hvis man har en afvigende smag.