Fra Corselitze via Sassnitz til Lausitz

Har du nogen sinde tænkt over, hvorfor Corselitze (blandt andet kendt fra ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” af Steen Steensen Blicher) har den mærkelige endelse ”itze”? Jeg har. Stednavne taler sådan deres eget sprog.

De par gange vi er kørt gennem den nordlige del af Østtyskland bemærkede jeg, at enormt mange stednavne tydeligt har en vendisk oprindelse. Som for eksempel Sassnitz.

Lokket af en episode i den tyske serie ”Pfarrer Braun” (nærmere betegnet ”Kein Sterbenswörtchen”, der foregår i Liebwitz) tog vi engang til det sydøstlige hjørne af Østtyskland, hvor der findes en række smukke sandstensformationer langs Elben. Omkring Lausitz. Ja der har vi atter nogle gange endelsen ”itz”.

Mig bekendt tales der ikke længere vendisk (et østslavisk sprog i familie med polsk) i Nordøsttykland. Det gør der derimod i det sydøstlige Østtyskland, i hjørnet op mod Polen og Tjekkiet i form af de to nært beslægtede sprog: øvresorbisk og nedresorbisk. Her anvendes sorbisk også på vejskilte (da både øvresorbisk og nedresorbisk er officielle mindretalssprog i Tyskland).

Ja, jeg troede nu i første omgang, at der var tale om tjekkisk, som jo også er et vestslavisk sprog (som vendisk, sorbisk og polsk). Så god er jeg nu heller ikke til det slaviske. I øvrigt kan jeg bemærke, at fugl hedder ”ptak” på både polsk og nedresorbisk. Og at hest hedder ”kóń” på øvresorbisk, "koń” på både nedresorbisk og polsk, men ”kůň” på tjekkisk. Ligheden er vel indlysende.

Stednavne som Corselitze og Kramnitze vidner om vendernes hærgen på Lolland og Falster. Åbenbart førte det også til vendiske bosættelser.

PS: Og så er der jo også: Tillitse, Binitse og Kuditse, jævnfør mit indlæg om Å au.

Den halve sandhed

De lavede tre mål i anden halvleg af semifinalen. Jamen hov. Det hedder da ottendedelsfinale og kvartfinale, hvorfor kan det så ikke hedde halvfinale?

Der er åbenbart flere måder at sige ”halv-” på. Et af de mindre gængse er ”demi-” som i demimonde (hvis du eller færdes i kredse, hvor man ved, hvad det betyder) og i demiautomatisk (altså halvautomatisk!). ”Hemi-” er muligvis mere kendt. Det har vi for eksempel i hemisfære (dvs. halvkugle eller en af hjernens to symmetriske halvdele – henholdsvis venstre og højre halvdel). ”Semi-” finder vi også i semikolon, hvor halvt dette kolon så end måtte være.

Seminarium er vist nok en helt anden historie. Her er ”semi” nemlig afledt af det latinske ”semen”, der betyder ”frø”. Jo det er ganske vist, et seminarium er en planteskole. Så er det sagt. Men om halvanden er en halv and? Måske en halv avisand (de der journalister lægger altid lidt til)? Ja der stopper jeg så ;-)

Det aserbajdsjanske alfabet

Jeg faldt lige over et nyt spøjst alfabet. Det aserbajdsjanske. Ja helt nyt er det altså ikke. Det blev senest ændret ved en ny retskrivning af 1992. Det ligner til forveksling det tyrkiske, men har tre ekstra bogstaver, der ikke findes på tyrkisk, nemlig Әə, Xx, and Qq (Det omvendte ə udtales næsten som æ).

Det fulde aserbajdsjanske alfabet ser således ud:

Aa, Bb, Cc, Çç, Dd, Ee, Əə, Ff, Gg, Ğğ, Hh, Xx, Iı, İi, Jj, Kk, Qq, Ll, Mm, Nn, Oo, Öö, Pp, Rr, Ss, Şş, Tt, Uu, Üü, Vv, Yy, Zz (siden 1992 altså).

For en ordens skyld må jeg hellere lige vise et kort over Aserbajdsjan, hvor aserbajdsjanerne bor.

Tykkum, tykkare, …

Hvis I en dag skulle få en indbydelse (på færøsk), der indledes således: ”Innbjóðing til tykkara, sum …”, så har det altså ikke noget med jeres tykkelse at gøre (Hvorfor skulle I dog også være tykkere end så mange andre?) Det betyder blot ”Indbydelse til jer, som …”.

”Tykkare” er et personligt stedord (personligt pronomen). De færøske personlige stedord kan bøjes i nominativ, akkusativ, dativ og genitiv. Det gælder for eksempel anden person flertal (det der svarer til ”I”): tit, tykkum, tykkum, tykkarere (I, jer/Dem, jer, ”jeres”). På dansk kan man ikke sætte er personligt stedord i genitiv. Nar man har behov for det på færøsk, hænger det blandt andet sammen med deres forholdsordsled.

På flere sprog styrer forholdsord (præpositioner) forskellige kasus. Således kan jeg for eksempel fra min latinundervisning huske, at sine styrer ablativ. For mig så jeg Sine styre en balstyrisk hest, der tilfældigvis hed ”Ablativ”. Og fra tysktimerne kan jeg, som sikkert så mange andre, huske en lang remse af tyske forholdsord, der styrer akkusativ. På dansk findes der stadig nogle stivnede eksempler på forholdsord efterfulgt af genitiv, f.eks. ”til søs”, ”til lands” og ”til vands” … det hedder da vist i øvrigt også ”til købs”, men mærkeligt nok ikke ”til salgs”. På færøsk er det stadig således, at ”til” styrer genitiv. Således er ” til tykkara” lig med forholdsordet ”til” efterfulgt af genitiv anden person flertal af det personlige stedord (”tú”).

Tilsvarende betyder ”kom til mín!” - ”kom til mig!”. ”Mín” er her genitiv af ”eg” (jeg). (eg, meg, mær, mín).

Den udlægning bydes hermed til købs både til lands, til vands og til søs … og det endda ganske gratis (til både tyndere og tykkere) ;-)

mæt

Når du nu har stillet sulten, ved du så, hvor du har stillet den henne. Har du måske sat den tilbage i køleskabet. Selv føler jeg mig ofte lidt sat, når jeg har stillet sulten lidt rigeligt, og så går jeg stille med dørene. Oh, så stille der kan blive. ”Ech sinn esou sat!” siger de så på luxembourgsk. Det er nu lidt tvetydigt, for man ved ikke rigtig, om de så har stillet sulten, eller måske snarere har stillet tørsten. ”Ech sinn esou sat!” kan nemlig både betyde ”jeg er så mæt” og ”jeg er så fuld”. En ting står dog fast. Når en luxembourger har stillet tørsten, og det lidt til den gode side, så er han altså ”sat”. Og hvem ved så, om han kan stå eller sidde (der hvor man har sat ham), men måske hellere må ligge. Ja, jeg stiller altså bare et spørgsmål.

Punktummets historie

Vores punktum (.) stammer fra den oldgræske tegnsætning, der blev indført i det tredje århundrede før vor tidsregning af en bibliotekar og filolog ved navn Aristofanes, født i Byzans (det nuværende Istanbul) ca. år 257 før vor tidsregning, og tilknyttet biblioteket i Alexandria (et af antikkens største og mest betydningsfulde biblioteker). Denne tegnsætning havde tre former for punktummer, som jeg desværre ikke har fundet officielle danske navne for, så min undskyldning, hvis jeg burde have kaldt dem noget andet.

Det vigtigste var det ”høje punktum”. På oldgræsk ”στιγμὴ τελεία”, det afsluttende punktum (eller ”endepunkt”, στιγμὴ betyder punkt, og τελεία kommer af τέλος, der betyder ende – dette punktum står altså der hvor enden er nået). Det stod øverst på linjen (˙) og blev brugt ved afslutningen af en helmening, og svarede således stort set til vores punktum.

Mindre indgribende var det ”mellemste punktum”, ”στιγμὴ μέση”, (·) midt på linjen, der blev brugt når man skulle have tid til at trække vejret, og nærmest svarede til vores semikolon.

Endelig var der det ”lave punktum”, ” ὑποστιγμή” ved en kortere vejrtrækningspause, der nærmest svarede til vores komma. Det stod som vore dages punktum nederst på linjen (.).

Også dengang var tegnsætning svært, så i praksis brugte de fleste skribenter kun det afsluttende punktum, altså det høje ˙ og de to andre gled ud af brug eller blev erstattet med andre tegn. Fra det niende århundrede begyndte det lave punktum at optræde i stedet for det høje punktum, og efter at den vestlige verdens bogtrykkerkunst blev opfundet af Gutenberg omkring år 1450, blev det lave punktum det generelle og universelle.

˙·. dermed kan man vel sige, at det er gået ned ad bakke for punktummet ;-).

En fiasko - due fiaschi

Det er ikke altid det flasker sig. Flasken med de dyre dråber kan nemlig såre let gå i stykker. Det er derfra vi har fået vores fiaskoer. Det italienske ord ”fiasco” betyder nemlig flaske, navnlig sådan en med kurvefletning omkring, som italienerne blandt andet sælger chianti i. Her er et billede af sådan en række chianti-flasker. ”Fiaschi”, som de hedder i flertal. Skål, men pas nu på med at drikke for meget chianti. Hvis flasken går i stykker, kunne du gå hen at skære dig på glasskårene, hvilket ville være en fiasko. Du kunne også gå hen at slå dig, og det kan gøre gevaldig ondt at slå sig på flasken. Faktisk kan det blive en meget stor fiasko.

Mit råd må være ”kig ikke for dybt i flasken” - det er nok årsagen til, at de har skjult bunden på de der chianti-flasker.