Det er da ligetil

Hvorfor skal alt være ligetil. Det er da både kedeligt og uinteressant. Lad mig komme med et par forslag til variationer af dette tema. At skrælle æbler er krumt til. At bage snobrød er snoet til. At stå på ski er zigzag til. At hakke roer er skævt til. At køre bil er skråt til. Sådan står det måske mere rodet til, men hvorfor skal alt dog være så ukompliceret. Den lige vej er sjældent den mest interessante. Jeg kører faktisk gerne en omvej nu og da :-)

Det rene vand

Google+ har udvidet sine cirkler med noget som de kalder fællesskaber eller ”communities”. Jeg ved ikke rigtigt hvad de skal eller kan bruges til, men det kan jeg da finde ud af, for jeg er blevet inviteret til at deltage i flere af disse fællesskaber. Det seneste var ”Clean Water” (rent vand) og den er jeg gået med på, for jeg kender ikke meget der er vigtigere end rent vand. Vand er af afgørende betydning for alt liv, ikke mindst det menneskelige. Jeg finder det derfor helt forkert at udtrykket ”det er det rene vand” går på noget der er ganske ubetydeligt, det rene ingenting. Det er da totalt misvisende og holder ingenlunde vand.

Jeg vil gerne slå et slag for det ægte rene vand, og har i øvrigt også et par gange blogget om vand på Vandets Dag. Vandets Dag eller Verdens Vanddag er en FN-temadag der finder sted hvert år den 22. marts for at sætte fokus på drikkevandet. Det er ikke til hinder for at prise det rene vand på en tilfældig dag som denne, hvor man kan skue ud over den stadig hvide og rene jomfruelige sne, inden den bliver til snavset sjap.

Det rene vand er ikke ubetydeligt, men livgivende. Lad os i fællesskab hæge om det.

Langfredagsfjære

Der var engang et ord (på ældre nydansk) der hed “fjære”. Det betød “det stykke af strandbredden, som overskylles ved højvande, og hvorfra vandet trækker sig bort ved lavvande” - altså det som geologer nu til dags kalder tidevandszonen. Ordet fjære bruges muligvis stadig i denne betydning på visse dialekter. Det havde også en anden betydning, som for længst er gået i glemmebogen, i hvert fald på dansk, nemlig ebbe eller lavvande. Det kommer af det oldnordiske ord “fjara”, som er i familie med ordet “fjern”. Ordet bruges stadig i formen “fjara” på islandsk og færøsk, hvor jeg skønner, at det nærmest betyder strandbred eller forstrand. På færøsk betyder det endvidere også ebbe, både i betydningen lavvande og ebbe bort. Forklaringen er vel sådan set indlysende: når det er lavvande er vandet fjernest fra kysten. Grundbetydningen af ebbe er i øvrigt “tilbageløb”.

Og det bringer mig så til det norske udtryk “langfredagsfjære”. På norsk hedder ebbe (eller lavvande) stadig “fjære”. Ebbe og flod skyldes Jordens rotation i månens (primært) og solens (sekundært) tyngdefelter. Månen og delvis Solen trækker om jeg så må sige i Jordens havvand, så det der hvor tyngdekraften virker stærkest bliver højvande, og hvor den virker svagest bliver lavvande. Påskedag falder på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det vil sige, at det altid vil være fuldmåne i den uge, hvor langfredag ligger. Når det er fuldmåne står Månen     på den modsatte side af Jorden i forhold til Solen. Deres træk i havvandet er synkroniseret, så vi får en springflod, et ekstra kraftigt tidevand, og dermed også et ekstra lavt lavvande. Dette kan hindre sejladsen visse steder langs med Norges kyst, idet bådene kan risikere at støde mod grund. Selv om dette naturligvis kan forekomme hver gang der er fuldmåne, mener/mente visse norske kystbeboere åbenbart, at det navnlig er slemt ved Påsketid. Måske forbinder nogle også det ,at der er langt ud til vandet, med det lange i Langfredag. I hvert fald kaldes denne ebbe for “langfredagsfjære”.

I får lige for en ordens skyld den norske definition på “fjære”, “Fjære, fallende vann, lavvann, den delen av stranden som faller tørr ved lavvann”.

Næste gang vi har fuldmåne er i øvrigt i juleferien, den 28. december 2012 - men i dag er det dog i det mindste fredag ;)

Läxhjälpsrut

Under mine jævnlige forsøg på at holde mit svenske lidt ved lige faldt jeg i går over følgende avisoverskrift: ”Ja till läxhjälpsrut”. Det er da en hel krydsogtværsopgave at finde ud af, hvad svenskerne nu har sagt ja til. At det er noget med lektiehjælp ligner et rimeligt sikkert gæt – men resten ?

Nu hjælper det jo gerne lidt at læse hvad der står under overskriften, så det gjorde jeg så. De svenske skatteregler kan konkurrere med de danske med hensyn til uigennemskuelighed. Således kan man få skattefradrag for husholdningshjælp. Nu har den svenske rigsdag vedtaget, at hvis en familie køber lektiehjælp, også hvis hjælpen er til gymnasieelever, tæller dette på selvangivelsen entydigt som husholdningshjælp og er som sådant fradragsberettiget. Det er der sikkert en del familier, der er glade for, og en del enlige som finder urimeligt. Hvad rut helt konkret var for noget kunne jeg ikke udlede af avisartiklen.

Forestil dig ord som julesmser eller fødselsdagssmser. At skrive forkortelser (som SMS) med småt og sammen med andre ord letter absolut ikke læseligheden. Det viser sig, at RUT i skattemæssig sammenhæng er en forkortelse for ”Rengöring, Underhåll och Tvätt”, altså sådan ca. vist nok rengøring, vedligeholdelse og vask. Betalt lektiehjælp er altså fradragsberettiget under rubrikken betalt husholdningshjælp.

Selv finder jeg overdreven brug af forkortelser en pestilens. Tag nu at sms'e. På engelsk kalder de det at tekste. Jeg har lige tekstet en hilsen til Peter, for nu at tage et eksempel. Det kunne vi lære af. Nu hjælper det lidt, når forkortelsen er udtalelig. Den gamle regel med at skive forkortelser med stort hjælper også med til at man opfatter dem som forkortelser i skriftbilledet.

Jeg siger altså nej til ord som ”läxhjälpsrut” og ut med rut - hvis det endelig skal være, så skriv dog RUT. Men nu rager det, når sandheden skal siges, overhovedet ikke mig, hvad svenskerne skriver på svensk. På dansk staver vi derimod normalt Rut med 'h' – altså Ruth. Lad Ruth dog få eller give den lektiehjælp, der måtte være behov for, for eksempel til at læse og forstå vanskelige ord i avisen. Så er det sagt.

Hemmelbetæntj ræejfog

Da jeg var dreng havde vi hver vinter ofte noget, som vi kaldte ”Hemmelbetæntj ræejfog” (undskyld, hvis jeg har stavet det forkert). Det var i de gode gamle dage, nu tildags kommer der højst et par snefnug nu og da uden nogen form for gener. Det med reolgravning af sneen med skovle er for længst fortid, kørt ud på et sidespor af sneploven, selv om jeg er sikker på, at sneploven ville køre fast i de meterhøje snedriver, som vi havde da jeg var dreng. Det kunne tage flere dage, at grave sig frem til afsides gårde. Nej i dag er reolgravning ikke noget med at skovle sne, men blot noget man foretager sig i haven. Ak tiderne skifter. Nåh men altså den der ”hemmelbetæntj ræejfog” - ja himmelbetændt det kan man da forstå, det må være noget meget slemt, men hvad er rendefog dog for noget. Rendefoged står faktisk ikke i nogen af mine ordbøger, og jeg har dog en hel del til min rådighed, men det er nu nok ordbøgernes fejl! (Mente jeg måske ”ridefoged” spurgte Google, men det gjorde jeg altså ikke.) Hvad så med snefoged? Jo da, i gamle dage var en snefoged en i hver arbejdskreds i sognet af sogneraadet beskikket person, der forestod snekastningsarbejdet – så lidt har han da med snevejr at gøre.

Snefog og snefygning er derimod i orden på moderne rigsdansk. Snefog er vejr med kraftigt snefald og stærk blæst, der får sneen til at fyge gennem luften og lægge sig i driver. Med ældre nydansk rendefug nærmer vi os det dialektale rendfog. For ca. hundrede 100 år siden kunne man skrive ”det var et forrygende Rendfog, Himmel og Jord stod i eet”. Men det var altså dengang - inden den globale opvarmning og atombomberne. Nu må vi klare os med himmelbetændt regnfang – nej se da jeg var dreng var regnfang en plante med gule blomster. På islandsk (íslenska) kan de i øvrigt ikke blive enige om, hvad de skal kalde sådan en blomst ”regnfang hefur einnig verið nefnt rænfang, reinfáni, daggarsmali, leiðabuski og ormagras á íslensku”, kær blomst har mange navne, men det rager nu sneen en høstblomst ;)

PS: Når det var rent galt, var det i øvrigt "øwerkåest himmelbetæentj rejfoeg"

Nederlandsk i Sydamerika m.m.

Mange går sikkert rundt med den ide, at på det sydamerikanske fastland taler man spansk, bortset fra i Brasilien, hvor man taler portugisisk, og så findes der vel også nogle indianerstammer, som taler deres eget sprog, men det er så det. De fleste glemmer sikkert det nordøstlige hjørne, som man i min skoletid kaldte Guyana, dengang opdelt i Britisk Guyana, Fransk Guyana og Hollandsk Guyana. Britisk Guyana er i mellemtiden blevet selvstændigt som Co-operative Republic of Guyana med engelsk som officielt sprog. Fransk Guyana er et oversøisk fransk territorium med fransk som officielt sprog. Hollandsk eller rettere sagt Nederlandsk Guyana blev selvstændigt i 1975 og hedder nu Republiek Suriname. På dansk kaldes det nok ofte ved dets tidligere engelske navn Surinam, men jeg skal her tillade mig at kalde det Suriname, således som dets indbyggere selv gør.

Nederlandsk er det eneste officielle sprog i Suriname. Over 60 procent af den ca. halve million indbyggere har nederlandsk som modersmål og de fleste af resten taler det som deres andetsprog. Suriname er sammen med Nederland og det belgiske Flandern medlem af den Nederlandske Sprogunion (De Nederlandse Taalunie). I denne sprogunion har man samme skriftsprog, nederlandsk, med en fælles retskrivningsordbog.

For fuldstændighedens skyld skal jeg lige bringe et kort over de vigtigste områder i verden, hvor der tales nederlandsk.

Afrikaans er angivet som et nederlandsk dattersprog. Afrikaans er en videreudvikling af nederlandsk, som det blev talt af bønder i 1600-tallets Nederland. Det kan i øvrigt bemærkes, at der i det nordvestlige hjørne af Frankrig tales en nederlandsk eller flamsk dialekt som kaldes vestflamsk (west-vlaams).

Kanapeer, karnapper og senge

“Tjenerne vimser rundt med sølvbakker og byder på små kanapeer med russisk kaviar og indbagt jomfruhummer” stod der i en artikel i Ekstrabladet i 1996. For det første er det længe siden, for det andet skal jeg ikke afsløre, hvem der var den glade vært, og for det tredje må jeg sige, at sådan en reception har jeg personligt aldrig været inviteret til, og det er måske godt det samme. Så lad mig holde mig til kanapeerne.

En kanape er et lille stykke lyst brød uden skorpe, ristet og belagt med fint pålæg. Som sagt er russisk kaviar og jomfruhummer udmærket til formålet. Man kan næsten lugte, at vi har fået ordet fra fransk - fra det franske ord canapé. Men lad mig gå videre tilbage til det græske ord κωνωπεῖον (konopeion), som betyder “'seng”. Sådan en kanape ligner åbenbart en seng. Men koopeion er egentlig i sig selv et mærkeligt ord, for hvis jeg har forstået det ret kommer det på sin side af konops (κώνωψ), det vil sige myg, og det stikker altså dybere end jeg kan forstå, og dog var meningen nok en “seng med et moskitonet”. Man må ikke gøre en myg til en elefant, men åbenbart nok til en seng, så lad mig holde mig til sengen.

Billeder fra den franske Wikipedia.

Heraf har vi fået et andet ord, nemlig “karnap”. Karnap har vi ikke fået via fransk, men den omvej af tysk (middelnedertysk). For dem, der ikke kender en karnap, er det sådan en buet eller trapezformet udbygning på et hus, som for eksempel en udvidelse af en opholdsstue, forsynet med vinduer, så man kan holde øje med hvad folk foretager sig. Så vidt jeg husker var der en eller anden i “Livets gang i Lidenlund”, der ved hjælp af et spejl i karnappen vidste alt om hvad der foregik i byen.

Hvad en karnap har med en seng eller sofa at gøre er mig lidt utydeligt. Jeg har nok sovet i timen. Karnapper var siden slutningen af 1500-tallet især almindelige i sønderjyske byer, og det forklarer vel i det mindste måske, hvorfor vi har fået ordet fra tysk. På moderne tysk hedder en karnap i øvrigt erkerligt nok en “Erker”. (Mit opslag i Duden med Karnap gav intet resultat. Derimod har tyskerne nu en møbelforretningskæde, der hedder Karnap.)

Så må i godt sove videre ;)