Sunday, 11 November 2012

Våbenstilstandsdag


Den 11. november 1918 kl. 11.00 sluttede Tyskland og de Allierede (mod Tyskland) i en jernbanevogn i Compiègne-skoven i Frankrig våbenstilstand. (11.11.11). Dermed var 1. Verdenskrig slut. Denne dag fejres stadig i mange lande som en mindedag, dog ikke i Tyskland, hvor man ikke synes, at der er noget at fejre. Det er officiel fridag i Frankrig og Belgien. I mange dele af verden holdes der to minutters stilhed klokken 11.00 – et minut for de omkring 20 milloner faldne og et minuts stilhed for de efterladte kvinder, børn og familiemedlemmer, som indirekte var ramt af de fire års konflikt 1914-1918.

Danmark var neutral i 1. verdenskrig, men lad os ikke glemme de mange sønderjyder, som var blevet indkaldt til den tyske hær på grund af Sønderjyllands placering i det tyske rige på dette tidspunkt. Man mener at op mod 4.000 dansksindede sønderjyder mistede livet på tysk side.

Friday, 9 November 2012

Gotisk eller barbarisk

Jeg har fundet noget nyt gammelt at snuse i, nemlig ”Dansk Etymologisk Ordbog” ved Jessen fra 1893 – sat on-line under Projekt Runeberg. Det er en gammel historie, og den er trykt med ”krøllede bogstaver”, med gotisk skrift altså. Nu var goternes første skrift ikke gotisk men runer. En af de ældste runeindskrifter blev fundet i Pietroasa i nærheden af Bukarest indridset i en guldhalsring. Den gotiske indskrift så omtrent således ud:
og lyder ”GUTANI O WI HAILAG” ”Goternes arv (/klenodie) viet (og) hellig”. Senere opfandt goteren Wulfila faktisk et særligt alfabet i det 4. århundrede efter Kristus til brug for sin (håndskrevne) gotiske bibel på baggrund af det græske alfabet, men med enkelte tegn fra runealfabetet og det latinske alfabet. Men måske er det her på sin plads med en meget superkort omtale af goterne og gotisk.


Dette er blot en af teorierne om goternes vandring. Jævnfør farverne på kortet. Goterne kom muligvis fra et område (grønt) omkring Gøta Elv, i Götaland (jævnfør også Gøteborg). De har måske også givet navn til øen Gotland (lyslilla). Omkring år 300-150 f.Kr. sejlede nogle af dem over Østersøen til et område (rødt) omkring mundingen af floden Wisla, et område der blev kaldt Hreidgotaland ("goternes rede"), hvor de gav navn til Gdansk (Gotiscandsa) og Gdynia (Gotynia). I den anden halvdel af det 2. århundrede drog en del af goterne mod sydøst (orange) i retning af Sortehavet. En vestlig gren (vestgoterne/visigoterne = "de gode goter") grundlagde i løbet af det 5. århundrede et delvist selvstændigt rige i det sydlige Gallien (mørklilla). Blandt de østlige gotere (østgoterne/ostrogoterne = "de strålende goter") var der en del, som boede på halvøen Krim (gul). Her skal der endnu omkring år 1800 have været folk, som talte et gotisk sprog ("Krimgotisk"). Der er i øvrigt dem der mener at navnet Katalonien (latin Gathia Launia) kommer fra Gothia (eller Gauthia), "goternes land": Gothia > Gothland > Gothlandia > Gothalania > Catalunia.

Goterne talte et uddødt germansk sprog. Det gotiske sprog nåede sin største udbredelse under den østgotiske konge Theodorik den Store (454-526).

I renæssancens Italien var ordet gotisk blevet et synonym for barbarisk. Det var altså oprindeligt nedsættende når de talte om den gotiske stil, der kendetegner kirkebyggeriet omkring 1150 til 1550. Gotikkens gennembrud fandt nemlig sted i Frankrig.

Den gotisk håndskrift blev særlig anvendt i kirkelige skrifter fra 13-1400-tallet. Denne skrifttype fik ligeledes navnet ”gotisk” klistret på sig, fordi renæssancens Italien fandt den barbarisk. Hverken den gotiske byggestil eller den gotiske skrift har således noget med goterne at gøre. Flavio Biondo troede faktisk, som han i 1531 skrev i sin ”Italia Illustrata”, at den gotiske håndskrift var opfundet af lombarderne efter deres invasion i Italien i det sjette århundrede. Efter bogtrykningens opfindelse i 1450'erne blev de første bøger trykt med gotisk trykskrift. Som almindeligste trykskrift i danske bøger forsvandt gotisk skrift gradvist fra omkring 1860 og frem til begyndelsen af 1900-tallet.

De venders og de goters er en anden historie. Før Margrethe blev dronning - altså indtil 1972, var kongens titel ”Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg”. De goters konge var en titel, som Valdemar 4. Atterdag antog i 1361 efter at have erobret Gotland.

Sunday, 4 November 2012

Tørvetrillere


I min barndom i fyrrerne var man nødt til at fyre med tørv i kakkelovnen, hvis man ville holde varmen om vinteren. Det betød, at man i nabolagets omliggende moser, havde gang i en tørveproduktion overalt hvor det var muligt. Benzin var der heller ikke for meget af, så tørvene blev manuelt transporteret på en trillebør fra det sted, hvor man skar dem, til der hvor de blev tørret. Dette trillebørsarbejde blev udført af tørvetrillere. Nu har tilværelsen unægtelig ændret sig, så det vi i dag kalder en tørvetriller, nærmere bekendt som Hærvejens Tørvetriller, er en mørk ale, der benytter sig at tørverøget whiskymalt, hvilket giver den en behagelig, men også markant røget smag, hvilket er vigtigt nu hvor man ikke længere må ryge på beværtninger.

Nu vi er ved øl, minder det mig om to fynboer, der på en fortovsrestaurant forgæves forsøgte at få tjeneren til at bringe dem to øl, indtil den ene på klingende fynbomål med stumme d'er sagde til tjeneren ”du er en dø'bi'er”. Miraklet skete, tjeneren kom straks med to øl. Dette beviser efter min beskedne mening, at ”dødbider” er et fransk udtryk for ”to øl”

Træmænd har jeg truffet på Bali, hvor de sad midt i en landsby og skar de mest vidunderlige figurer ud i træ. Jeg har naturligvis et par eksemplarer stående i min stue. En mand der er skåret ud i træ kaldes så vidt jeg ved også en træmand.

Hvis nogen er ked af det, og hænger med hovedet, er vedkommende naturligvis et hængehoved.

Jeg vil derfor meget kraftigt understrege, at jeg hverken er et hængehoved, en træmand, en dødbider eller en tørvetriller … og hermed basta. Så er det sagt!

Strøelse eller førne

Når jeg ser ud over min græsplæne, ser jeg på denne årstid snarere et lag af nedfaldne blade end det grønne græs. Jeg må se at få dem revet sammen og smidt i kompostkassen. Ude i naturen får de lov at ligge sammen med andre rester fra døde dyr og planter indtil småkravl og mikroorganismer får dem findelt, nedbrudt, forrådnet og omdannet til frugtbar muld.


Og hvad kalder vi så alt det organiske materiale, som ligger oven på jorden, men som endnu ikke er nedbrudt. Materiale som mere eller mindre stadig kan genkendes som blade, bark, blomster, frø, træstammer, papir, dieselolie, fjer, hår, ekskrementer osv.

Det ligger jo som regel sådan bare strøet henover det hele, så vi kunne jo bare kalde det strøelse, sådan lige som det halm, savsmuld eller lignende, som man strør på gulvet under husdyr. Det har man gjort på tysk, hvor man kalder det ”Streu” og på nederlandsk, hvor man kalder det ”strooisel” eller ”strooisellaag”. Det er da enkelt, og dansk, men det gør vi bare ikke.

Nu læser de studerende vel ofte om den slags biologiske og økologiske ting på engelsk. Der hedder det litter. Det er i familie med det franske ord ”lit” der betyder seng. På fransk hedder ”litter” da også ”litière”. Med strøelsen redte man en seng for dyrene. I det nittende århundrede blev betydningen af det engelske ord ”litter” udvidet til også at betyde det der lag oven på jorden af visne blade og så videre. Men heller ikke fremmedordet ”litter” vandt indpas på dansk.

Det ord der nu bruges af gartnere, biologer og økologer er ”førne”. Det har vi lånt fra et svensk dialektord, nemlig ”förna”, der oprindeligt betød sådant noget som ”vissent græs fra sidste år”. Man kan da i hvert fald genkende ordet ”før”. Det er således et af vores få nyere låneord fra svensk.

I retskrivningsordbogen står der ”førn” uden endelsen ”-e”, men da det er brugerne der bestemmer, forventer jeg absolut, at der i næste udgave af retskrivningsordbogen kommer til at stå ”førne”, for sådan skriver fagfolkene, og derefter haver vi os at rette.

Og det var så nogle strøtanker om den førne jeg på denne årstid går og vader i på mark og i skov – og på min græsplæne. Hvis jeg havde kunnet stemme for noget, havde jeg stemt for ”strøelse” - det er dansk og forståeligt.

Saturday, 3 November 2012

Tåfis


Romeo til Julie: ”Oh smukke Julie, dine øjne er som postbudets tæer.”
Julie: ”Hvad mener du med det kære Romeo?”
Romeo: ”Jo, de er store, sorte og ømme.”

Det sorte mellem tæerne skyldes sikkert fodsved. Fodsved kan som bekendt stinke lidt, nok fordi visse baktusser labber det i sig som var det slik. Som ung havde jeg så meget fodsved, at jeg gik til lægen med det. Han gav mig noget at smøre fødderne med. Jeg tror nok det indeholdt et eller andet klor- og/eller svovlprodukt. Det stank i hvert fald værre end fodsveden. Men det hjalp da på fodsveden. Nu til dags kan fodsved, eller navnlig stanken derfra, åbenbart fordrives med sokker, hvori der er indvævet nanosølv. Nanosølvet tager livet af baktusserne mellem tæerne, men er på den anden side meget skadeligt for miljøet, når de nedslidte sokker senere smides væk sammen med andet affald.

Nanosølv er faktisk bakteriedræbende. Det er desværre også årsag til resistens på hospitaler, så antibiotika bliver virkningsløst. Forskere frygter at det også, i det store omfang det bliver brugt i dag, kan være årsag til kræft og andre sygdomme og nedsætte forplantningsevnen. Ikke blot sokker, men også andet tøj, sko, kosmetik og sæbe sælges nemlig med nanosølv for at fjerne bakterier. Måske er det trods alt bedre at bruge nogle af de midler, som læger og apoteker anbefaler!

Fodsved kan man få, når man som et postbud stamper ihærdigt i pedalerne. Det er nok årsagen til at Nordmændene somme tider kalder det for ”pedalsyre”. De har også et andet slangudtryk for den slags, nemlig ”tåfis” (bah). Ak ja, nogle er meget sprogligt opfindsomme.

Friday, 2 November 2012

Ske hvad der vil


Der er så mange slags skeer – barneske, teske, dessertske, suppeske, murerske. Det er dog ikke alt, der ender på -ske, der er skeer. En morderske er for eksempel ikke til at bide skeer med. Nej personer som syerske, husholderske, sygeplejerske, naboerske, svindlerske og løgnerske er hunkønsvæsener. Nu kunne man måske spørge sig selv om menneske er hunkønsformen af mænd, eller med andre ord at kun kvindemennesker er rigtige mennesker, men man, mænd, skal lade være med at stille den slags spørgsmål! I øvrigt er det jo heller ikke kun kvinder der er raske, friske, forbryderiske, balstyriske, fandenivoldske eller krigeriske – nej vel?

Fra aske via flaske til taske er det ganske vist. Vi tager skeen i den anden hånd, for vi skal ikke have det ind med skeer. Sproget skal vi passe på med. Sproget skal vi passe på.

Thursday, 1 November 2012

Stik i spar


Nogle er kunder ved Spar købmanden, andre er kunder hos Spar Nord. Sådan er vi nu så forskellige. Det ene sted kan man købe, hvis man har penge. Det andet sted kan man låne penge, så man kan købe, og sådan får man samfundet til at køre rundt. Spar mig i øvrigt for købmandsvarer, der siger sparto til alt andet. Man kan nemlig spare sig fattig siges der. I gamle dage (før min tid) sagde man i øvrigt ”spader to” til ”spar to”. Ikke fordi kortfarven ♠ (spar) har noget med en spade at gøre. Som man kan se ligner den nok mere en spydspids eller sådan noget krigerisk noget. Ordet kommer fra det spanske ”espadas”, der oprindeligt betød daggerter eller sværd. Der kan nu engang være noget krigerisk ved at spille kort. Nu får de mest mærkelige ord mig gerne til at tænke på noget mere fredeligt, nemlig mad. Espadas minder mig om nogle lækre fisk, som vi fik på Madeira, helst serveret med ristede bananer, tak. Den fisk, der på portugisisk (i hvert fald på Madeira) kaldes ”espada” (eller fuldt ud ”(peixe) espada preto” - fisk, sværd, sort) lever på meget store dybder i Atlanterhavet - helt ned til 1600 meter og menes af uvisse årsager at komme op til omkring 600 meters dybde om natten, hvor den derfor er lettere at fange. Muligvis strækker dens leveområde sig fra dybderne 1700 helt op til 200 m. At kalde den for sværdfisk er efter min beskedne mening en stor misforståelse. Hverken i form eller smag eller artsmæssigt har den noget med den rigtige sværdfisk at gøre. Den er sort, meget lang og åleslank. I form minder den meget om en lanse. Nogle kalder den ”sort sabelfisk”, det er i det mindste bedre end sværdfisk, men stod det til mig burde den altså kaldes ”lansefisk”. Dens videnskabelige navn er i øvrigt Aphanopus carbo, og her får i lige en tegning.

Tegning af en portugisisk espada.

Fisken fanges med liner, og det kan tage op til en time at hive linen op fra den store dybde, men jeg synes personligt, at det er umagen værd. Det er en fisk der siger sparto til alle andre. Spar bare sammen til en rejse til Madeira. Velbekomme!

Nåh ja, og for fuldstændighedens skyld så kommer det videnskabelige navn Aphanopus fra græsk ”aphanes” (ἀφανής - gemt) + græsk ”pous” (πούς - fod) – det skyldes, at finnerne sidder sådan, at man ikke kan se nogen ”fødder” - fødderne (sidefinner) er ”gemt”. Carbo henviser til den kulsorte farve. Det man derimod på spansk kalder ”pez espada” er en rigtig sværdfisk (Xiphias gladius) – og den smager nu heller ikke så ringe endda.